Frekvensloven
Lov om radiofrekvenser

Kapitel 1 Lovens anvendelsesområde og definitioner

  1. § 1
    Denne lov gælder for anvendelse af radiofrekvenser.
  2. Stk. 2.
    Loven gælder endvidere for tilsyn med forstyrrelser af radioudstyr og apparater forårsaget af
    1. 1) anvendelse af radiofrekvenser og
    2. 2) elektromagnetiske fænomener.
  3. Stk. 3.
    I denne lov forstås ved:
    1. 1) Delt anvendelse af radiofrekvenser: To eller flere brugeres adgang til at anvende samme frekvensbånd i henhold til en fastlagt deleordning på grundlag af anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse eller tilladelser til at anvende radiofrekvenser eller en kombination heraf, herunder tilladelsesbetinget delt adgang for at fremme delt anvendelse af et frekvensbånd, hvis der indgås en bindende aftale mellem alle involverede parter i overensstemmelse med de bestemmelser om deling, der indgår i deres tilladelser til at anvende radiofrekvenser, for at sikre alle brugere en forudsigelig og pålidelig deleordning.
    2. 2) Harmoniserede radiofrekvenser: Radiofrekvenser, for hvilke harmoniserede betingelser vedrørende adgang og effektiv udnyttelse er blevet fastsat ved tekniske gennemførelsesforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen).
    3. 3) Radiofrekvenser: Elektromagnetiske bølger i frekvensområdet op til 3.000 GHz, der udbredes uden kunstig afskærmning.
    4. 4) Uacceptable forstyrrelser: Forstyrrelser, der udgør en fare for radionavigationstjenesters eller andre sikkerhedstjenesters funktion, eller som på anden måde i alvorlig grad forringer, hindrer eller gentagne gange afbryder radiokommunikationstjenester, der fungerer i overensstemmelse med regler fastsat på baggrund af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU eller i dansk lovgivning i øvrigt.

Kapitel 1 a Kommunikation

  1. § 1 a
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Energistyrelsen og til og fra Teleklagenævnet om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
  3. Stk. 3.
    En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
  1. § 1 b
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.
  1. § 1 c
    Hvor det efter denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Energistyrelsen eller Teleklagenævnet, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Kapitel 2 Overordnede rammer for frekvensadministrationen

Formål og prioritering

  1. § 2
    Lovens formål er at fremme konkurrence og effektiv frekvensudnyttelse samt sikre varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn.
  2. Stk. 2.
    Ved væsentlige samfundsmæssige hensyn forstås i denne lov hensyn, som er af væsentlig betydning for samfundet som helhed, herunder for udbredelse af samfundsmæssigt vigtige tjenester, eller væsentlige samfundsmæssige hensyn, som ikke kan forventes varetaget af markedet i tilstrækkeligt omfang. Væsentlige samfundsmæssige hensyn kan bl.a. være mediepolitiske hensyn, herunder hensyn til public service-virksomhed, hensyn til forskning og hensyn til forsvaret og nød- og beredskabstjenesters anvendelse af radiofrekvenser. Der kan ligeledes være tale om hensyn til elektroniske kommunikationstjenester, hvis udbredelse kan have stor samfundsøkonomisk betydning.
  3. Stk. 3.
    Hvor det er nødvendigt at prioritere mellem formålene i stk. 1, vægtes disse i følgende rækkefølge:
    1. 1) Varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn.
    2. 2) Fremme af konkurrence.
    3. 3) Effektiv frekvensudnyttelse.
  4. Stk. 4.
    Hvor frekvensressourcerne er så begrænsede, at udstedelse af tilladelser til flere forskellige ansøgere vil gøre det umuligt at sikre alle brugere adgang til de pågældende tjenester, skal effektiv frekvensudnyttelse dog prioriteres højere end fremme af konkurrence.
  5. Stk. 5.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte at afsætte radiofrekvenser til statens eget brug af hensyn til beskyttelsen af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret. Energistyrelsen indarbejder ministerens beslutning i en frekvensplan som nævnt i § 4.

Politisk ramme for frekvensadministrationen

  1. § 3
    Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter et frekvenspolitisk rammemandat. Det frekvenspolitiske rammemandat indeholder bindende retningslinjer for Energistyrelsens overordnede prioritering af den danske frekvensanvendelse og Energistyrelsens administration af denne lov.
  2. Stk. 2.
    I forbindelse med fastsættelse af det frekvenspolitiske rammemandat efter stk. 1 fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren regler om, hvilke væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2, stk. 2, der i tilfælde af frekvensknaphed, jf. § 7, stk. 6, kan indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal træffe beslutning om valg af tildelingsmetode, jf. § 9.

National frekvensplan

  1. § 4
    Energistyrelsen fastsætter en frekvensplan, som indeholder en samlet oversigt over rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvenser.

Beslutning om liberalisering af frekvensanvendelsen

  1. § 5
    Klima-, energi- og forsyningsministeren beslutter, om frekvensanvendelsen skal liberaliseres.
  2. Stk. 2.
    Ved liberalisering af frekvensanvendelsen forstås, at frekvensanvendelsen i et givent frekvensbånd gøres tjeneste- og teknologineutral, så der ikke stilles krav om at udbyde en bestemt tjeneste eller anvende en bestemt teknologi i det pågældende frekvensbånd.
  3. Stk. 3.
    I grundlaget for beslutninger, der træffes efter stk. 1, kan bl.a. indgå følgende hensyn:
    1. 1) Fleksibel anvendelse anbefales eller er besluttet på internationalt eller europæisk niveau.
    2. 2) Fleksibel anvendelse efterspørges af markedet.
    3. 3) Fleksibel anvendelse forventes at kunne fremme innovation vedrørende udstyr, teknologi eller tjenester.
    4. 4) Fleksibel anvendelse forventes ikke at ville medføre en øget mængde uacceptable forstyrrelser af frekvensanvendelse.
    5. 5) Varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2, stk. 2, taler ikke imod liberalisering.
  4. Stk. 4.
    En beslutning om liberalisering truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren efter stk. 1 skal af Energistyrelsen indarbejdes i en frekvensplan som nævnt i § 4.
  5. Stk. 5.
    I forbindelse med at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning efter stk. 1, kan Energistyrelsen beslutte at lempe vilkår for frekvensanvendelsen i tilladelser til at anvende radiofrekvenser i det eller de frekvensbånd, som beslutningen vedrører.

Kapitel 3 Tilladelse til frekvensanvendelse

Krav om tilladelse

  1. § 6
    Anvendelse af radiofrekvenser kan alene ske på grundlag af tilladelse udstedt af Energistyrelsen, jf. dog stk. 2-5.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen fastsætter regler om, at visse radiofrekvenser kan anvendes uden tilladelse, og fastsætter regler for denne anvendelse.
  3. Stk. 3.
    Anvendelse af radiofrekvenser i radioanlæg, der alene er indrettet til modtagelse af radiofrekvenser, kan ske uden tilladelse.
  4. Stk. 4.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte regler om forsvarets anvendelse af radiofrekvenser, herunder at forsvarets anvendelse af radiofrekvenser kan ske uden tilladelse.
  5. Stk. 5.
    Politiet kan anvende radiofrekvenser uden tilladelse med henblik på at forstyrre eller afbryde radio- og telekommunikation m.v. som led i indgreb foretaget i medfør af § 791 c i lov om rettens pleje.

Udstedelse af tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom modtages

  1. § 7
    Energistyrelsen udsteder tilladelser til at anvende radiofrekvenser, efterhånden som ansøgninger herom modtages.
  2. Stk. 2.
    I tilfælde af modtagelse af flere ansøgninger til samme radiofrekvenser på samme dag, og hvor der i øvrigt ikke foreligger frekvensknaphed efter stk. 6, udstedes tilladelse efter lodtrækning. Hvis en af disse ansøgninger til samme radiofrekvenser indgives af en eksisterende indehaver af tilladelse til at anvende de ansøgte radiofrekvenser, vil denne ansøgning blive betragtet som modtaget først efter stk. 1.
  3. Stk. 3.
    Hvis Energistyrelsen modtager en eller flere ansøgninger om tilladelse til at anvende radiofrekvenser, der på ansøgningstidspunktet er omfattet af en allerede udstedt tilladelse, men hvor der i øvrigt ikke foreligger frekvensknaphed efter stk. 6, giver Energistyrelsen den eksisterende tilladelsesindehaver meddelelse om modtagelsen. Den eksisterende tilladelsesindehaver vil herefter inden for en frist fastsat af Energistyrelsen kunne ansøge om en fornyelse af den eksisterende tilladelse. Den eksisterende tilladelsesindehavers ansøgning indgivet inden for den fastsatte frist vil blive betragtet som modtaget først efter stk. 1.
  4. Stk. 4.
    Energistyrelsen afviser en ansøgning om tilladelse til at anvende radiofrekvenser, der på ansøgningstidspunktet er omfattet af en allerede udstedt tilladelse, hvis Energistyrelsen modtager ansøgningen tidligere end 2 år før udløbet af tilladelsen til at anvende de pågældende radiofrekvenser. Energistyrelsen afviser endvidere en ansøgning om tilladelse til at anvende radiofrekvenser, der ikke anvendes på ansøgningstidspunktet, hvis Energistyrelsen modtager ansøgningen, tidligere end 3 måneder før den pågældende tilladelse ønskes udstedt.
  5. Stk. 5.
    Energistyrelsen kan udsætte udstedelse af tilladelser efter stk. 1 med henblik på at undersøge, om der foreligger frekvensknaphed efter stk. 6.
  6. Stk. 6.
    Frekvensknaphed foreligger, når Energistyrelsen konstaterer, at der er mere end én ansøger til den eller de samme radiofrekvenser i et givent geografisk område, og hvor Energistyrelsen derfor ikke vil kunne imødekomme alle modtagne ansøgninger, herunder ved at angive muligheder for at anvende radiofrekvenser, som efter Energistyrelsens vurdering er substituerbare i forhold til de ansøgte radiofrekvenser. Frekvensknaphed foreligger tillige, når Energistyrelsen vurderer, at efterspørgslen efter radiofrekvenser i et givent geografisk område ikke kan forventes at ville kunne imødekommes inden for et kortere tidsrum, herunder ved at angive muligheder for at anvende radiofrekvenser, som efter Energistyrelsens vurdering er substituerbare i forhold til de ansøgte radiofrekvenser.
  1. § 7 a
    I tilfælde af manglende efterspørgsel på harmoniserede radiofrekvenser kan Energistyrelsen udstede tilladelse i medfør af § 7, stk. 1, til at anvende radiofrekvenserne på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår, når følgende er opfyldt:
    1. 1) Energistyrelsen har konstateret den manglende efterspørgsel på baggrund af en offentlig høring over interessen for at anvende de pågældende radiofrekvenser på de harmoniserede tekniske vilkår og af en fremadrettet vurdering af efterspørgslen.
    2. 2) Anvendelse af de pågældende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår hindrer ikke tilgængeligheden til eller anvendelsen af de pågældende radiofrekvenser på de harmoniserede tekniske vilkår i andre EU-medlemsstater.
    3. 3) Energistyrelsen tager ved vurderingen hensyn til den langsigtede tilgængelighed til og anvendelse af de pågældende radiofrekvenser og til de stordriftsfordele, som kan følge af anvendelsen af radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen vurderer regelmæssigt på baggrund af stk. 1 eller i øvrigt på baggrund af en ansøgning om tilladelse til at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår, om der kan udstedes tilladelser til at anvende radiofrekvenserne til et andet formål end det harmoniserede formål.

Fremlysning af radiofrekvenser

  1. § 8
    Energistyrelsen kan iværksætte en fremlysning af radiofrekvenser til brug for undersøgelsen af, om der foreligger frekvensknaphed efter § 7, stk. 6.
  2. Stk. 2.
    På baggrund af Energistyrelsens fremlysning af radiofrekvenser efter stk. 1 kan interesserede parter indgive en ansøgning til Energistyrelsen, jf. stk. 3 og 4.
  3. Stk. 3.
    Ved iværksættelse af fremlysning af radiofrekvenser beslutter Energistyrelsen,
    1. 1) hvilke oplysninger ansøgninger efter stk. 2 skal indeholde, og
    2. 2) ansøgningsfristen.
  4. Stk. 4.
    Ansøgninger efter stk. 2 skal ledsages af et depositum. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om størrelse af depositum, procedure for indbetaling, herunder dokumentation herfor, og tilbagebetaling og forrentning af indbetalt depositum.
  5. Stk. 5.
    Ansøgninger om tilladelse til at anvende radiofrekvenser, som modtages, inden fremlysning af de pågældende radiofrekvenser er iværksat, bortfalder, hvis Energistyrelsen efter udsættelse af udstedelse af tilladelser, jf. § 7, stk. 5, iværksætter fremlysning af de pågældende radiofrekvenser. Ved iværksættelse af fremlysningen underretter Energistyrelsen sådanne ansøgere om, at der skal indgives nye ansøgninger efter stk. 2 i forbindelse med fremlysningen.
  6. Stk. 6.
    Energistyrelsen afviser ansøgninger, som ikke opfylder de krav, som er nævnt i stk. 3 og 4.
  7. Stk. 7.
    Hvis Energistyrelsen efter afsluttet fremlysning af radiofrekvenser konstaterer, at der ikke foreligger frekvensknaphed, jf. § 7, stk. 6, udsteder Energistyrelsen tilladelse til at anvende de af fremlysningen omfattede radiofrekvenser i henhold til de ansøgninger, som ikke er blevet afvist efter stk. 6.

Udstedelse af tilladelser i tilfælde af frekvensknaphed og med henblik på varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn

  1. § 9
    Klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om tildelingsmetode, når Energistyrelsen har konstateret, at der er frekvensknaphed, jf. § 7, stk. 6, og at udstedelse af tilladelse er omfattet af regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren træffer efter stk. 1 beslutning om, hvorvidt Energistyrelsen som grundlag for udstedelse af tilladelser skal
    1. 1) afholde auktion efter reglerne i § 10,
    2. 2) gennemføre offentligt udbud efter reglerne i § 11 eller
    3. 3) udstede tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom modtages, jf. § 7, stk. 1.
  3. Stk. 3.
    Hvis klima-, energi- og forsyningsministeren efter stk. 2, nr. 1 eller 2, beslutter, at Energistyrelsen skal afholde auktion eller gennemføre offentligt udbud, træffer klima-, energi- og forsyningsministeren beslutning om,
    1. 1) hvorvidt der er særlige hensyn, som skal varetages ved auktionen eller udbuddets gennemførelse,
    2. 2) hvilke radiofrekvenser og opdeling heraf der skal være omfattet af auktionen, eller typer og antal af tilladelser, der skal være omfattet af udbuddet,
    3. 3) minimumskrav,
    4. 4) minimumsbudsum og mindstepris ved afholdelse af auktion,
    5. 5) udelukkelse fra auktionen eller udbuddet,
    6. 6) begrænsning i tilladelsesindehaveres adgang til at disponere over tilladelser udstedt på baggrund af auktionen eller udbuddet i forhold til aktører udelukket efter nr. 5 og
    7. 7) de kriterier, der kan tillægges vægt ved vurdering af de indkomne tilbud ved gennemførelse af udbud.
  1. § 10
    For auktioner, hvorved der skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn på baggrund af beslutning truffet efter § 9, træffer Energistyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af auktionen og om vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsens beslutning efter stk. 1 kan omfatte
    1. 1) auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætninger for deltagelse i auktionen,
    2. 2) depositum og bankgaranti,
    3. 3) retningslinjer med henblik på at imødegå en adfærd fra budgiverne, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,
    4. 4) fraskrivning af retten til at kræve anden form for erstatning end pengekrav,
    5. 5) erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod, og
    6. 6) at deltagerne i auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med Energistyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt udstedelsen af tilladelserne.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsens beslutning om vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen, kan ud over vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 5, § 9, stk. 3, nr. 3 og 6, og § 14 omfatte
    1. 1) varighed og fornyelse af tilladelserne,
    2. 2) anvendelse af de radiofrekvenser, der er omfattet af tilladelserne, inden en nærmere fastsat dato,
    3. 3) vilkår for betaling for tilladelserne, herunder betaling i forbindelse med eventuel efterfølgende overdragelse, og
    4. 4) at §§ 23 og 24 i en nærmere afgrænset periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter auktion.
  4. Stk. 4.
    Energistyrelsen udsteder tilladelser efter at have afholdt auktion som nævnt i stk. 1. Energistyrelsen fastsætter vilkår i tilladelserne i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet om auktionen, jf. stk. 1 og § 9 stk. 3, nr. 3 og 6. Energistyrelsen kan endvidere fastsætte vilkår efter § 14 i tilladelserne.
  1. § 11
    For offentligt udbud, som gennemføres på baggrund af beslutning herom efter § 9, træffer Energistyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af det offentlige udbud og om vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af det offentlige udbud.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsens beslutning efter stk. 1 kan omfatte
    1. 1) udbudsformen, herunder afholdelse af en interessetilkendegivelsesrunde, udbudsmaterialet, gennemførelse af udbuddet og forudsætninger for deltagelse i udbuddet,
    2. 2) fordeling af tilladelserne,
    3. 3) retningslinjer med henblik på at imødegå en adfærd fra tilbudsgiverne, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med udbuddet,
    4. 4) erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for udbuddet i form af bortvisning fra udbuddet, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod,
    5. 5) at deltagerne i det offentlige udbud skal betale for de omkostninger, der er forbundet med Energistyrelsens forberedelse og gennemførelse af udbuddet samt udstedelsen af tilladelserne, og
    6. 6) depositum og bankgaranti.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsens beslutning om vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af et gennemført offentligt udbud, kan ud over vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 4, § 9, stk. 3, nr. 3 og 6, og § 14 omfatte
    1. 1) varighed og fornyelse af tilladelserne,
    2. 2) anvendelse af de radiofrekvenser, der er omfattet af tilladelserne, inden en nærmere fastsat dato,
    3. 3) at §§ 23 og 24 i en nærmere afgrænset periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter offentligt udbud, og
    4. 4) vilkår på baggrund af de tilbud, der afgives, hvis antallet af disse tilbud svarer til eller overstiger det antal tilladelser, der udbydes.
  4. Stk. 4.
    Energistyrelsen udsteder tilladelser efter at have gennemført offentligt udbud som nævnt i stk. 1. Energistyrelsen fastsætter vilkår i tilladelserne i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet om udbuddet, jf. stk. 1 og § 9, stk. 3, nr. 3 og 6. Energistyrelsen kan endvidere fastsætte vilkår efter § 14 i tilladelserne.

Anden udstedelse af tilladelser i tilfælde af frekvensknaphed

  1. § 12
    I tilfælde af frekvensknaphed, jf. § 7, stk. 6, hvor der ikke i henhold til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2, skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn, afholder Energistyrelsen auktion.
  2. Stk. 2.
    I forbindelse med afholdelse af auktionen kan Energistyrelsen træffe beslutning om,
    1. 1) hvilke radiofrekvenser og opdeling heraf der skal være omfattet af auktionen,
    2. 2) auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætningerne for deltagelse i auktionen,
    3. 3) depositum og bankgaranti,
    4. 4) minimumsbudsum og mindstepris,
    5. 5) retningslinjer med henblik på at imødegå en adfærd fra budgiverne, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,
    6. 6) fraskrivning af retten til at kræve anden form for erstatning end pengekrav,
    7. 7) erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod, og
    8. 8) at deltagerne i auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med Energistyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt udstedelsen af tilladelserne.
  3. Stk. 3.
    I forbindelse med afholdelse af auktionen kan Energistyrelsen ud over vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 7, og § 14 træffe beslutning om fastsættelse af vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen, om varighed og fornyelse af tilladelserne, om anvendelse af de radiofrekvenser, der er omfattet af tilladelserne, inden en nærmere fastsat dato og om betaling for tilladelserne, herunder i forbindelse med efterfølgende overdragelse.
  4. Stk. 4.
    Energistyrelsen udsteder tilladelser efter at have afholdt auktion som nævnt i stk. 1. Energistyrelsen fastsætter vilkår i tilladelserne i overensstemmelse med den beslutning, der er truffet om auktionen, jf. stk. 2. Energistyrelsen kan endvidere fastsætte vilkår efter § 14 i tilladelserne.

Forsøgstilladelser

  1. § 13
    Energistyrelsen kan udstede forsøgstilladelser til at afprøve en nærmere specificeret teknologi eller tjeneste.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan ved udstedelse af forsøgstilladelser tillade frekvensanvendelse, som ikke er i overensstemmelse med frekvensplanen, jf. § 4.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsen fastsætter vilkår for forsøgstilladelser. Sådanne vilkår kan omfatte krav om, at forsøgsresultater efter afslutning af forsøg skal oplyses til Energistyrelsen.

Vilkår i tilladelser

  1. § 14
    Energistyrelsen fastsætter ved udstedelse af tilladelser vilkår for at anvende radiofrekvenser. Sådanne vilkår kan omfatte begrænsninger i form af krav om at anvende en bestemt teknologi, hvis Energistyrelsen vurderer, at sådanne begrænsninger er nødvendige af hensyn til at
    1. 1) undgå uacceptable forstyrrelser,
    2. 2) beskytte folkesundheden mod elektromagnetiske felter,
    3. 3) overholde en fastsat begrænsning i udbuddet af en bestemt tjeneste,
    4. 4) sikre tjenesters tekniske kvalitet,
    5. 5) sikre mest mulig delt anvendelse af radiofrekvenser,
    6. 6) sikre effektiv udnyttelse af radiofrekvenser eller
    7. 7) sikre opfyldelse af en almennyttig målsætning i overensstemmelse med stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan fastsætte vilkår, som udgør en begrænsning i udbuddet af en bestemt tjeneste, hvis sådanne begrænsninger efter Energistyrelsens vurdering er nødvendige for at opfylde en almennyttig målsætning, herunder
    1. 1) sikkerhed for menneskeliv,
    2. 2) fremme af social, regional og territorial samhørighed,
    3. 3) effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne eller
    4. 4) fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed samt mediepluralisme.
  3. Stk. 3.
    De vilkår, som Energistyrelsen efter stk. 1 og 2 kan fastsætte, kan omfatte
    1. 1) radiotekniske krav, herunder
      1. a) frekvensmaske,
      2. b) maksimal sendestyrke,
      3. c) maksimal antennehøjde og antennekarakteristika,
      4. d) modulationstyper og spektralbredde og
      5. e) frekvensstabilitet,
    2. 2) krav begrundet i forstyrrelsesmæssige forhold,
    3. 3) krav med sigte på at gennemføre forpligtelser, der følger af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU,
    4. 4) fastsættelse af den geografiske udstrækning af anvendelsesområdet for de udstedte tilladelser eller
    5. 5) krav med sigte på varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn.
  4. Stk. 4.
    Energistyrelsen kan efter ansøgning lempe vilkår om at udbyde en bestemt tjeneste eller anvende en bestemt teknologi, hvis disse vilkår efter styrelsens vurdering ikke længere er nødvendige at opretholde efter stk. 1 og 2.
  5. Stk. 5.
    Energistyrelsen kan fastætte vilkår om anvendelse af de radiofrekvenser, der er omfattet af en tilladelse, som udstedes i medfør af § 7, stk. 1, inden en nærmere fastsat dato.
  1. §§ 15-18
    (Ophævet)

Varighed og fornyelse

  1. § 19
    Energistyrelsen fastsætter regler om varigheden af de enkelte kategorier af tilladelser udstedt i medfør af § 7, stk. 1, § 10, stk. 4, § 11, stk. 4, § 12, stk. 4, og § 13, stk. 1, medmindre andet er besluttet i medfør af §§ 10 eller 11, af tilladelser udstedt i medfør af § 7, stk. 1, § 10, stk. 4, § 11, stk. 4, eller § 12, stk. 4, til at anvende radiofrekvenser, der er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, og af tilladelser udstedt i medfør af § 7, stk. 1, jf. § 7 a, til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end harmoniserede tekniske vilkår.
  1. § 20
    Energistyrelsen kan fastsætte regler om forenklede procedurer for fornyelse af tilladelser, medmindre andet er besluttet i medfør af §§ 10 eller 11.

Kapitel 4 Administration af tilladelser

Overdragelse af tilladelser

  1. § 21
    Overdragelse af tilladelser kan ske uden forudgående godkendelse, jf. dog stk. 3-5. Overdragelse af tilladelser kan ske i form af fuldstændig overdragelse, overdragelse af dele af frekvensbånd omfattet af en tilladelse eller af dele af en tilladelses geografiske anvendelsesområde. Tilladelser kan i samme omfang tilbageleveres til Energistyrelsen.
  2. Stk. 2.
    En tilladelsesindehaver skal underrette Energistyrelsen, straks efter at en aftale om overdragelse er indgået. Disse oplysninger offentliggøres af Energistyrelsen.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsen kan fastsætte regler om, at en tilladelsesindehavers planer om hel eller delvis udlejning af tilladelser og overdragelse efter stk. 1 samt eventuelle oplysninger, som måtte blive fastlagt af Europa-Kommissionen i en gennemførelsesretsakt, skal meddeles Energistyrelsen, og at disse oplysninger offentliggøres af Energistyrelsen.
  4. Stk. 4.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at overdragelse eller tilbagelevering af dele af tilladelser udstedt efter auktion, jf. § 10, eller offentligt udbud, jf. § 11, kun kan ske efter Energistyrelsens forudgående godkendelse.
  5. Stk. 5.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke finder anvendelse på tilladelser til at anvende radiofrekvenser afsat til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1.

Konkurrencebegrænsende adfærd

  1. § 22
    En tilladelsesindehaver må ikke etablere en så betydende markedsposition, at tilladelsesindehaveren til skade for konkurrencen vil kunne hindre effektiv udnyttelse af frekvensressourcer.

Forpligtelse til at give adgang til infrastruktur eller indgå lokalaftale om roaming

  1. § 22 a
    Hvor der i et lokalt område ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser, kan Energistyrelsen træffe afgørelse om, at en tilladelsesindehaver, som har mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i området ved hjælp af radiofrekvenser, skal imødekomme enhver rimelig anmodning om at give adgang til tilladelsesindehaverens eksisterende passive infrastruktur eller om at indgå en aftale om roaming til brug for udbud af elektroniske kommunikationstjenester i området, jf. dog stk. 3 og 4. En sådan anmodning skal indgives skriftligt til tilladelsesindehaveren og angive, hvilke elementer i den passive infrastruktur der anmodes om adgang til, eller relevante elementer i forhold til en aftale om roaming.
  2. Stk. 2.
    Er en forpligtelse efter stk. 1 ikke tilstrækkelig til at imødegå, at der ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser, kan Energistyrelsen træffe afgørelse om, at en tilladelsesindehaver, der har mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i det lokale område nævnt i stk. 1 ved hjælp af radiofrekvenser, skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til tilladelsesindehaverens eksisterende aktive infrastruktur til brug for udbud af elektroniske kommunikationstjenester i området, jf. dog stk. 3 og 4. En anmodning skal indgives skriftligt til tilladelsesindehaveren og angive, hvilke elementer i den aktive infrastruktur der anmodes om adgang til.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsen kan pålægge en tilladelsesindehaver de forpligtelser, som er nævnt i stk. 1 og 2, på rimelige betingelser, når
    1. 1) en sådan forpligtelse for tilladelsesindehaveren er umiddelbart nødvendig, for at den anmodende part kan udbyde elektroniske kommunikationstjenester i det lokale område ved hjælp af radiofrekvenser,
    2. 2) muligheden er klart fastsat på tidspunktet for udstedelsen af tilladelsen til at anvende radiofrekvenser og
    3. 3) der er uoverstigelige økonomiske eller fysiske hindringer for, at infrastruktur til brug for udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er afhængige af anvendelse af radiofrekvenser, udrulles i det lokale område og slutbrugernes adgang til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i det lokale område som følge heraf er alvorligt mangelfuld eller fraværende.
  4. Stk. 4.
    Energistyrelsen skal ved en afgørelse efter stk. 1 og 2 tage hensyn til
    1. 1) behovet for at maksimere konnektiviteten, herunder langs større transportveje og i bestemte områder, og muligheden for betydeligt at øge udbuddet og kvaliteten af tjenester for slutbrugerne,
    2. 2) effektiv anvendelse af radiofrekvenser,
    3. 3) de tekniske muligheder for deling og tilknyttede betingelser,
    4. 4) situationen med hensyn til infrastrukturbaseret og tjenestebaseret konkurrence,
    5. 5) teknologisk innovation og
    6. 6) det overordnede behov for at fremme tilladelsesindehaverens incitament til at udrulle infrastrukturen.
  5. Stk. 5.
    Energistyrelsen behandler sager om tilladelsesindehaveres afvisning af en anmodning om adgang til eksisterende infrastruktur eller om at indgå en lokalaftale om roaming på baggrund af en forpligtelse pålagt af Energistyrelsen i medfør af stk. 1 eller 2. Energistyrelsen kan ved afgørelsen pålægge den, der anmoder om adgang eller en roamingaftale, at dele radiofrekvenser med tilladelsesindehaveren i det pågældende område. Energistyrelsen behandler endvidere sager om, at anmodninger efter stk. 1 og 2 ikke er imødekommet inden for 2 måneder.

Ændring og tilbagekaldelse af tilladelser

  1. § 23
    Energistyrelsen kan med 1 års varsel fastsætte nye vilkår eller ændre vilkår for at anvende radiofrekvenser, hvis det er nødvendigt for at
    1. 1) sikre gennemførelsen af forpligtelser, der følger af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU, eller
    2. 2) varetage væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2, stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan fastsætte nye eller ændrede vilkår efter stk. 1 med et kortere varsel end 1 år, hvis det er nødvendigt af hensyn til menneskers liv eller helbred.
  3. Stk. 3.
    Med henblik på at afhjælpe uacceptable forstyrrelser af frekvensanvendelse, som ikke skyldes overtrædelser af loven, regler fastsat i medfør heraf eller vilkår i en tilladelse, kan Energistyrelsen fastsætte nye vilkår eller ændre allerede fastsatte vilkår i udstedte tilladelser.
  1. § 24
    Energistyrelsen kan med 1 års varsel tilbagekalde tilladelser, hvis det er nødvendigt for at
    1. 1) sikre gennemførelsen af forpligtelser, der følger af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU, eller
    2. 2) varetage væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2, stk. 2, jf. dog § 37, stk. 1.
  1. § 25
    Energistyrelsen tilbagekalder en tilladelse, hvis tilladelsesindehaveren ikke betaler forfaldne frekvensafgifter, jf. § 50.
  1. § 26
    Energistyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse, hvis tilladelsesindehaveren groft overtræder loven, regler, som er fastsat i medfør af loven, eller vilkår i tilladelsen.

Kapitel 5 Radioprøver, kaldesignaler og identifikationsnumre

  1. § 27
    Energistyrelsen kan fastsætte regler, hvorefter anvendelse af radiofrekvenser i amatørradio- og amatørradiosatellittjenesten, luftfartsradiotjenester og maritime radiotjenester forudsætter, at en prøve er bestået.
  1. § 28
    Energistyrelsen fastsætter regler for prøver som anført i § 27.
  1. § 29
    Energistyrelsen fastsætter regler om udstedelse af kaldesignaler og identifikationsnumre.
  1. § 30
    Energistyrelsen fastsætter regler om anvendelse af kaldesignaler og identifikationsnumre.

Kapitel 6 Tavshedspligt samt frekvensanvendelse i ekstraordinære situationer m.v.

  1. § 31
    Energistyrelsen fastsætter regler om tavshedspligt for alle, der modtager radiosignaler, uden at radiosignalerne er tiltænkt modtageren eller almenheden.
  1. § 32
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af radiofrekvenser i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.
  1. § 33
    Når hensynet til statens sikkerhed gør det nødvendigt, kan Energistyrelsen forbyde anvendelse af bestemte radiofrekvenser. Sendeanlæg, der anvender radiofrekvenser, som er omfattet af et sådant forbud, kan forlanges afleveret til offentlig myndighed til deponering.

Kapitel 7 Anvendelse af radiofrekvenser afsat til radio- eller tv-formål

  1. § 34
    Reglerne i §§ 35-37 finder anvendelse på radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til radio- eller tv-formål.
  1. § 35
    Energistyrelsen kan udstede tilladelser, jf. §§ 7 og 13, til at anvende radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til radio- eller tv-formål, til radio- eller tv-formål og til andre formål end radio eller tv.
  2. Stk. 2.
    Ved udstedelse af tilladelser efter stk. 1 gives tilladelser til radio- eller tv-formål forrang frem for tilladelser til andre formål end radio eller tv.
  1. § 36
    Udstedelse af en tilladelse til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, kan alene ske, hvis ansøgeren har adgang til at udøve programvirksomhed, eller hvis ansøgeren har adgang til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan kun udstede en tilladelse til radio- eller tv-formål efter § 35, stk. 1, hvis de sendere, som ønskes anvendt, er placeret inden for det geografiske område, hvor ansøgeren har adgang til at udøve programvirksomhed eller til at distribuere lyd- og billedprogrammer.
  3. Stk. 3.
    Er de ansøgte radiofrekvenser udmeldt af Radio- og tv-nævnet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf til brug i et bestemt område, skal de sendere, som ønskes anvendt, være placeret inden for dette område.
  4. Stk. 4.
    Tilladelser til radio- eller tv-formål udstedt efter § 35, stk. 1, bortfalder, hvis adgangen til at udøve programvirksomhed eller adgangen til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed bortfalder eller tilbagekaldes tidsubegrænset.
  5. Stk. 5.
    Efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og kulturministeren kan Energistyrelsen ved udstedelse af tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, ud over vilkår fastsat i medfør af § 14 fastsætte vilkår begrundet i mediepolitiske hensyn.
  1. § 37
    Efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og kulturministeren kan Energistyrelsen med 1 års varsel tilbagekalde tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.
  2. Stk. 2.
    Efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og kulturministeren kan Energistyrelsen med 6 måneders varsel tilbagekalde tilladelser til andre formål end radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.
  1. § 38
    Der må ikke anvendes radiofrekvenser til udsendelse af radio- eller tv-programmer på det åbne hav eller i luftrummet derover.

Kapitel 8 Afgivelse af oplysninger

  1. § 39
    Energistyrelsen kan af brugere af radiofrekvenser kræve alle oplysninger og alt materiale, som Energistyrelsen skønner relevant med henblik på administration af denne lov og regler og vilkår fastsat i medfør heraf.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsens anmodning efter stk. 1 skal ledsages af oplysning om, til hvilke specifikke formål oplysningerne eller materialet skal anvendes.
  1. § 40
    Energistyrelsen kan af tilladelsesindehavere kræve oplysninger og materiale om økonomiske, statistiske, frekvensmæssige og øvrige forhold med henblik på udarbejdelse af rapporter, statistikker m.v.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan kræve, at oplysninger og materiale som nævnt i stk. 1 afgives regelmæssigt på forud fastsatte tidspunkter.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsens anmodning efter stk. 1 skal ledsages af oplysning om, til hvilke specifikke formål oplysningerne eller materialet skal anvendes.

Kapitel 9 Energistyrelsens tilsyn m.v.

  1. § 41
    Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsens tilsyn efter stk. 1 sker efter følgende prioritering:
    1. 1) Forstyrrelser, hvis følgevirkninger kan medføre fare for menneskers liv eller helbred.
    2. 2) Andre forstyrrelser og overtrædelser af loven og regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsen kan som en del af det generelle tilsyn, jf. stk. 1, foretage monitering af konkrete frekvensbånd med henblik på at
    1. 1) opklare konkrete forstyrrelser forårsaget af frekvensanvendelse eller andre elektromagnetiske fænomener,
    2. 2) sikre overholdelse af loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, og
    3. 3) sikre overholdelse af forpligtelser, der følger af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU.
  1. § 42
    Energistyrelsen kan ved konstatering af overtrædelser af loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, meddele ejeren eller brugeren af det radioudstyr eller apparat, som forårsager overtrædelsen, påbud om at
    1. 1) foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe forstyrrelsen, herunder reparation, montering af ekstra filtre og afhjælpning af fejl, der skyldes mangelfuld eller fejlbehæftet installation eller forkert anvendelse af det pågældende radioudstyr eller apparat,
    2. 2) bringe frekvensanvendelsen i overensstemmelse med loven og regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, og
    3. 3) standse driften af radioudstyr og apparater.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan ved konstatering af forstyrrelser på stedet
    1. 1) foretage undersøgelser af radioudstyr og apparater og
    2. 2) foretage afbrydelse af radioudstyr og apparater, som forstyrrer radioudstyr eller apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.
  1. § 43
    Energistyrelsen kan udstede påbud med henblik på at bringe overtrædelser af § 22 til ophør.
  1. § 44
    Energistyrelsen har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme med henblik på at standse forstyrrelser af tjenester, radioudstyr og apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.
  2. Stk. 2.
    Politiet yder om nødvendigt bistand til at gennemføre adgang til offentlige og private ejendomme som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
  3. Stk. 3.
    Energistyrelsen forelægger snarest muligt, og senest inden 24 timer efter at Energistyrelsen tvangsmæssigt har skaffet sig adgang som nævnt i stk. 1, sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, giver retten meddelelse herom til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Kapitel 10 Delegation og instruktions- og dispensationsadgang

  1. § 45
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder og private bemyndiges til helt eller delvis at udføre opgaver, som følger af regler udstedt i medfør af §§ 27-30. Dette gælder dog ikke regelfastsættelse i medfør af §§ 27-30, jf. dog stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, hvorefter offentlige myndigheder, der i medfør af stk. 1 er bemyndiget til at udføre opgaver, kan fastsætte regler som nævnt i §§ 28 og 29.
  3. Stk. 3.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, hvorefter offentlige myndigheder, der i medfør af stk. 1 er bemyndiget til at udføre opgaver som nævnt i §§ 27-30, kan fastsætte regler om gebyrer vedrørende de pågældende opgaver, jf. § 51, stk. 1, nr. 1 og 2, og udsendelse af rykkere i tilfælde af manglende betaling af sådanne gebyrer, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.
  1. § 46
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke give Energistyrelsen tjenestebefaling om Energistyrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Energistyrelsens udstedelse af regler på områder, hvor Energistyrelsen er bemyndiget hertil, eller om Energistyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke dispensere fra regler udstedt af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af denne lov.
  3. Stk. 3.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke give offentlige myndigheder eller private, som er bemyndiget til helt eller delvis at udføre opgaver, jf. § 45, stk. 1, tjenestebefaling vedrørende de konkrete sager og opgaver, som den offentlige myndighed eller private er bemyndiget til at udføre.

Kapitel 11 Klageadgang

  1. § 47
    Klager over Energistyrelsens afgørelser i medfør af denne lov og regler udstedt i medfør heraf, herunder klager over Energistyrelsens sagsbehandling, kan indbringes for Teleklagenævnet, jf. dog § 47, stk. 4, og § 48.
  2. Stk. 2.
    Klager over afgørelser i medfør af regler udstedt i medfør af loven truffet af offentlige myndigheder, der er bemyndiget hertil i medfør af § 45, kan indbringes for Teleklagenævnet.
  3. Stk. 3.
    Teleklagenævnet kan af parterne kræve alle oplysninger, som skønnes relevante med henblik på behandling af sagerne.
  4. Stk. 4.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at Energistyrelsens og Teleklagenævnets afgørelser truffet i henhold til forskrifter udstedt i medfør af § 1 a ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
  1. § 48
    Energistyrelsens afgørelser og beslutninger truffet i medfør af §§ 10-12 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
  1. § 49
    Klager over afgørelser truffet af private, der i medfør af regler udstedt i medfør af § 45, stk. 1, er bemyndiget til at udføre opgaver, som Energistyrelsen i medfør af §§ 27-30 kan fastsætte regler om, kan indbringes for Energistyrelsen.

Kapitel 12 Afgifter og gebyrer

  1. § 50
    Energistyrelsen opkræver frekvensafgifter hos tilladelsesindehavere.
  2. Stk. 2.
    De afgifter, der er nævnt i stk. 1, fastsættes årligt på finansloven og offentliggøres af Energistyrelsen.
  1. § 51
    Energistyrelsen kan fastsætte regler om gebyrer for
    1. 1) afholdelse af prøver og udstedelse af certifikater, herunder genparter af certifikater, jf. § 28,
    2. 2) udstedelse af kaldesignaler og identifikationsnumre, jf. § 29,
    3. 3) udsendelse af rykkere i tilfælde af manglende betaling af gebyrer, jf. nr. 1 og 2, og frekvensafgift, jf. § 50, og
    4. 4) kvartalsopdeling af betaling af frekvensafgift, jf. § 50.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen og andre offentlige myndigheder og private, der efter § 45, stk. 1, er bemyndiget til at udføre opgaver, opkræver gebyrer, som er fastsat i medfør af stk. 1.

Kapitel 12 a Anvendelse af forordninger

  1. § 51 a
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for at anvende forordninger udstedt af Den Europæiske Union på frekvensområdet, herunder regler om håndhævelse i form af forbud, påbud og tvangsbøder for manglende overholdelse af forordninger eller manglende efterlevelse af afgørelser truffet i medfør af forordninger.

Kapitel 13 Sanktions- og straffebestemmelser

  1. § 52
    Energistyrelsen kan pålægge en tilladelsesindehaver tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det i henhold til tilladelsens vilkår påhviler tilladelsesindehaveren at foretage.
  2. Stk. 2.
    Energistyrelsen kan pålægge enhver, der efter §§ 39 og 40 har pligt til at give Energistyrelsen oplysninger, tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge afgivelsen af oplysningerne.
  3. Stk. 3.
    Undlader en tilladelsesindehaver at efterkomme et påbud udstedt af Energistyrelsen i medfør af § 43, kan Energistyrelsen pålægge tilladelsesindehaveren tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse heraf.
  1. § 53
    Teleklagenævnet kan pålægge tilladelsesindehavere tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge påbud.
  1. § 54
    Med bøde straffes den, der
    1. 1) overtræder § 6, stk. 1, og § 38,
    2. 2) ikke overholder vilkår fastsat i medfør af § 10, stk. 4, § 11, stk. 4, § 12, stk. 4, § 13, stk. 3, og § 14,
    3. 3) ikke efterkommer påbud udstedt i medfør af § 42, stk. 1, og § 43,
    4. 4) ikke afgiver oplysninger efter §§ 39 og 40 eller
    5. 5) overtræder EU-forordninger på frekvensområdet.
  2. Stk. 2.
    I regler udstedt i medfør af denne lov kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.
  3. Stk. 3.
    Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
  4. Stk. 4.
    Ved udmåling af straf for manglende efterkommelse af påbud udstedt i medfør af § 43, jf. stk. 1, nr. 3, skal der ved fastsættelse af bødens størrelse ud over de almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages hensyn til den juridiske persons omsætning det seneste år forud for domsafsigelsen eller udstedelsen af et bødeforelæg.

Kapitel 14 Ikrafttræden m.v.

  1. § 55
    Loven træder i kraft den 1. januar 2010.
  1. §§ 56-57
    (Udelades)
  1. § 58
    Tilladelser udstedt i medfør af de love, der er nævnt i § 57, stk. 1, eller lov nr. 468 af 12. juni 1996 om offentlig mobilkommunikation forbliver i kraft.
  2. Stk. 2.
    Mobiltilladelser udstedt i medfør af lov nr. 468 af 12. juni 1996 om offentlig mobilkommunikation bortfalder, hvis de frekvenstilladelser, der er knyttet til mobiltilladelserne udstedt i medfør af de love, der er nævnt i stk. 1, ikke længere er i kraft.
  3. Stk. 3.
    Denne lov og regler udstedt i medfør heraf finder anvendelse på tilladelser udstedt i medfør af de love, der er nævnt i stk. 1.
  4. Stk. 4.
    Tilladelser udstedt efter auktion eller offentligt udbud gennemført i medfør af de love, der er nævnt i stk. 1, løber uden ansøgning videre i perioder fastsat i forbindelse med den enkelte auktion eller offentlige udbud.
  5. Stk. 5.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at overdragelse eller tilbagelevering af dele af tilladelser udstedt efter auktion eller offentligt udbud i medfør af de love, der er nævnt i stk. 1, eller lov nr. 1266 af 20. december 2000 om auktion over tilladelser til 3. generations mobilnet kun kan ske efter Energistyrelsens forudgående godkendelse.
  6. Stk. 6.
    Energistyrelsen kan fastsætte regler om varigheden for tilladelser udstedt før den 1. juli 1997, som ikke allerede har en fastsat varighed.
  1. § 59
    (Ophævet)
  1. § 60
    (Udelades)
  1. § 61
    Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.