Folketingsvalgloven § 23
§ 23
Senest når valg er udskrevet, vælges en valgbestyrelse for hver opstillingskreds. I kommuner, der omfatter flere opstillingskredse, vælges én valgbestyrelse, der er fælles for alle opstillingskredse i kommunen.
Stk. 2.
Valgbestyrelsen tilvejebringer stemmesedler og opslag og forestår den endelige opgørelse af afstemningen i opstillingskredsen.
Stk. 3.
Medlemmerne af valgbestyrelsen vælges af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg. Den gruppe i kommunalbestyrelsen, der har valgt et medlem, udpeger tillige en stedfortræder. Borgmesteren er medlem af valgbestyrelsen. I kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er medlem i stedet for borgmesteren. Øvrige medlemmer samt stedfortrædere vælges blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.
Stk. 4.
Skal en kommunalbestyrelse vælge medlemmer til flere valgbestyrelser, foretages valgene hver for sig.
Stk. 5.
Ingen kan være medlem af flere valgbestyrelser. I tilfælde, hvor et medlem af kommunalbestyrelsen opfylder betingelserne for at være født formand for en valgbestyrelse og født medlem af en anden valgbestyrelse, jf. stk. 3, 3. og 4. pkt., og § 24, skal vedkommende være medlem af den valgbestyrelse, vedkommende er født formand for. I andre tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse skal vælge medlemmer til flere valgbestyrelser og et medlem af kommunalbestyrelsen dermed opfylder betingelserne for at være født medlem af flere valgbestyrelser, jf. stk. 3, 3. og 4. pkt., skal vedkommende, inden kommunalbestyrelsen vælger medlemmer til valgbestyrelserne, meddele kommunalbestyrelsen, hvilken valgbestyrelse vedkommende ønsker at være medlem af. Meddeler vedkommende ikke dette, foretages lodtrækning mellem valgbestyrelserne. Til den valgbestyrelse, hvori det fødte medlem ikke indtræder, vælger kommunalbestyrelsen alle kommunens medlemmer ved forholdstalsvalg blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.