Folketingsvalgloven § 16 a
§ 16 a
Vælgere, der er omfattet af § 2, stk. 1, 1. pkt., eller § 2, stk. 4, jf. § 2, stk. 1, 1. pkt., og som under udsendelsen til tjeneste uden for riget er folkeregistreret på Færøerne eller bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR) i Grønland, skal efter anmodning optages på valglisten i den kommune i Danmark, hvor de sidst har været bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Anmodning skal indgives til kommunalbestyrelsen på en formular, der er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren, og indeholde en erklæring om, at ansøgeren ved valg og folkeafstemninger, der afholdes i hele riget, kun vil afgive stemme i Danmark.
Stk. 2.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt en vælger er omfattet af stk. 1, kan vælgeren kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i stk. 1 for at være opfyldt.
Stk. 3.
Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af stk. 1, gælder i 2 år fra afgørelsens dato. Indgiver vælgeren inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte periode anmodning om fornyet optagelse på valglisten, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse.