Folketingsvalgloven § 16
§ 16
Vælgere, der er omfattet af § 2, og som i forbindelse med udlandsopholdet er registreret i Det Centrale Personregister (CPR) som udrejst, skal efter anmodning optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst har været bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Anmodning skal indgives til kommunalbestyrelsen på en formular, der er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2.
Vælgere, der har haft ophold i udlandet i mere end 4 år, kan kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 2 for at være opfyldt. Hvis der i øvrigt er tvivl om, hvorvidt en vælger er omfattet af § 2, kan vælgeren kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 2 for at være opfyldt.
Stk. 3.
Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, eller § 2, stk. 4, jf. stk. 1 eller 2, gælder i 2 år fra afgørelsens dato. Indgiver vælgeren inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte periode anmodning om fornyet optagelse på valglisten, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse. Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 2, stk. 3, gælder i 2 år regnet fra datoen for udrejsen. Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 2, stk. 4, jf. stk. 3, gælder i 2 år regnet fra datoen for udrejsen for den person omfattet af § 2, stk. 3, vælgeren har den i § 2, stk. 4, nævnte tilknytning til.
Stk. 4.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af § 2.