Folketingsvalgloven § 12

  1. § 12
    Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal anmeldes for indenrigs- og sundhedsministeren senest kl. 12 femten dage før valgdagen. Med anmeldelsen skal følge erklæringer fra et antal vælgere, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved det sidst afholdte folketingsvalg. Erklæringerne, der skal følge anmeldelsen, skal være registreret som vælgererklæringer for partiet i den digitale løsning, som indenrigs- og sundhedsministeren stiller til rådighed for vælgerne efter stk. 6, 1. pkt. Ved anmeldelse fra det tyske mindretals parti kræves ikke vælgererklæringer.
  2. Stk. 2.
    Inden et nyt parti påbegynder indsamling af vælgererklæringer efter stk. 1, 2. pkt., skal partiets navn godkendes af Valgnævnet, jf. § 17. Godkendelsen gælder i 3 år regnet fra godkendelsens dato. En ansøgning om godkendelse af navnet for et nyt parti, hvis navn ikke kan godkendes, jf. § 13, kan tidligst indgives 30 dage før dagen for udløbet af den periode, hvor navnet ikke kan godkendes.
  3. Stk. 3.
    Enhver, der har valgret til Folketinget, kan få godkendt højst ét partinavn efter stk. 2, 1. pkt. Ansøgning om godkendelse af et navn for et parti, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal indgives på et ansøgningsskema, der udstedes af indenrigs- og sundhedsministeren. Ansøgningen skal indeholde oplysning om navn og personnummer på ansøgeren, navn og personnummer på en eventuel repræsentant udpeget af ansøgeren og kontaktoplysninger på partiet. Indenrigs- og sundhedsministeren registrerer snarest det godkendte partinavn i den digitale løsning, som indenrigs- og sundhedsministeren stiller til rådighed for vælgerne efter stk. 6, 1. pkt. Indenrigs- og sundhedsministeren offentliggør det fulde navn på indehaveren af et godkendt partinavn eller på en repræsentant udpeget af indehaveren samt kontaktoplysninger på partiet.
  4. Stk. 4.
    Valgnævnet kan efter ansøgning forlænge godkendelsen af partinavnet for 1 år regnet fra udløbet af den tidligere godkendelse, hvis der er grund til at antage, at der inden for denne periode vil blive foretaget partianmeldelse. Forlængelse kan i særlige tilfælde ske flere gange. En ansøgning om forlængelse kan, bortset fra ganske særlige tilfælde, senest indgives på dagen for udløbet af den tidligere godkendelse. Indgives ansøgning om forlængelse af godkendelse senest på dagen for udløbet af den tidligere godkendelse, opretholdes godkendelsen, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.
  5. Stk. 5.
    Er partianmeldelse ikke foretaget inden for den periode, hvor godkendelsen af partiets navn og en eventuel forlængelse af denne gælder, jf. stk. 2 og 4, kan den, der har fået partiets navn godkendt, tidligst indgive ansøgning om godkendelse af samme partinavn 1 år efter dagen for udløbet af den tidligere godkendelse. Den, der har fået partiets navn godkendt, kan dog, uanset at der ikke er forløbet 1 år efter dagen for udløbet af den tidligere godkendelse, indgive ansøgning om godkendelse af samme partinavn, hvis andre efter reglerne i § 13, stk. 1, nr. 2 og 5, og stk. 2, ikke kan få godkendt partinavnet.
  6. Stk. 6.
    Vælgerens afgivelse af vælgererklæring skal ske gennem en digital løsning, som indenrigs- og sundhedsministeren stiller til rådighed umiddelbart for vælgerne, jf. dog stk. 7. Vælgeren kan kun afgive vælgererklæring, såfremt vælgeren har identificeret sig gennem den digitale løsning, jf. dog stk. 7. Vælgererklæringen kan kun registreres i den digitale løsning, såfremt vælgeren kan afgive en gyldig vælgererklæring efter stk. 8-10. En vælgererklæring er kun gyldig, såfremt vælgererklæringen er registreret i den digitale løsning.
  7. Stk. 7.
    Vælgere, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), og som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, kan uanset stk. 6, 2. pkt., afgive vælgererklæring over for indenrigs- og sundhedsministeren på en papirformular, der er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren. Vælgere, der er omfattet af § 2, og som er optaget på valglisten, kan uanset stk. 6, 2. pkt., afgive vælgererklæring over for indenrigs- og sundhedsministeren på en papirformular, der er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren. En vælgererklæring, der er afgivet efter 1. eller 2. pkt., skal være forsynet med de oplysninger, der forlanges på papirformularen, herunder vælgerens fulde navn og personnummer, og skal være dateret og underskrevet af vælgeren. Indenrigs- og sundhedsministeren registrerer herefter vælgererklæringen i den digitale løsning, som indenrigs- og sundhedsministeren stiller til rådighed efter stk. 6, 1. pkt. Stk. 6, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
  8. Stk. 8.
    Vælgeren skal ved erklæringens registrering i den digitale løsning opfylde betingelserne for valgret til Folketinget.
  9. Stk. 9.
    En vælger kan kun afgive en gyldig vælgererklæring efter stk. 6, såfremt vælgeren mindst 7 dage før afgivelsen af vælgererklæringen gennem den digitale løsning har afgivet en støttetilkendegivelse for partiet og identificeret sig ved afgivelsen af støttetilkendegivelsen. En vælger kan kun afgive en gyldig vælgererklæring efter stk. 7, såfremt vælgeren mindst 7 dage før afgivelsen af vælgererklæringen over for indenrigs- og sundhedsministeren har anmodet om en papirformular med henblik på at afgive en vælgererklæring efter stk. 7.
  10. Stk. 10.
    En vælgererklæring er gyldig i 18 måneder fra datoen for registreringen i den digitale løsning. Vælgererklæringen er dog kun gyldig, så længe godkendelsen af partiets navn gælder, jf. stk. 2 og 4. En vælger kan trække sin erklæring tilbage, dog kun frem til tidspunktet for anmeldelsen af partiet. Vælgererklæringen er herefter ikke gyldig. Har partiet anmeldt sig for indenrigs- og sundhedsministeren, og er vælgererklæringen efter 1.-4. pkt. gyldig på tidspunktet for partianmeldelsen, vedbliver vælgererklæringen at være gyldig, så længe anmeldelsen af partiet er gyldig, jf. stk. 11. En vælger kan ikke afgive erklæring for det samme eller et andet parti, så længe vælgerens erklæring efter 1.-5. pkt. er gyldig. En vælgererklæring forbliver registreret i den digitale løsning, så længe vælgererklæringen efter 1.-5. pkt. er gyldig. En vælgererklæring, der efter 1.-5. pkt. ikke længere er gyldig, slettes i den digitale løsning, og en eventuel papirformular, hvorpå vælgererklæringen er afgivet, tilintetgøres.
  11. Stk. 11.
    En anmeldelse af et parti er gyldig indtil afholdelse af førstkommende folketingsvalg, dog mindst i 18 måneder fra anmeldelsens dato. Et parti kan i den periode, hvor anmeldelsen af partiet er gyldig, ikke trække sin anmeldelse tilbage eller indgive fornyet anmeldelse af partiet.
  12. Stk. 12.
    Et parti, der er anmeldt efter stk. 1, kan, uanset om anmeldelsen af partiet stadig er gyldig, jf. stk. 11, få godkendt partiets navn af Valgnævnet, jf. stk. 2, med henblik på en fornyet indsamling af vælgererklæringer. Godkendelsen kan forlænges i overensstemmelse med reglerne i stk. 4. Partiet kan kun efter Valgnævnets godkendelse foretage en fornyet indsamling af vælgererklæringer.
  13. Stk. 13.
    Vælgererklæringer, der er indsamlet med henblik på anmeldelse af et nyt parti, der ønsker at deltage i folketingsvalg, jf. stk. 1, må ikke anvendes til andet formål.
  14. Stk. 14.
    Indenrigs- og sundhedsministeren offentliggør løbende i den digitale løsning antallet af vælgererklæringer for hvert enkelt parti.