Firmapensionskasseloven §§ 46-46c
§ 46
De midler, en pensionskasse råder over, skal investeres på en hensigtsmæssig og for medlemmerne tjenlig måde, således at der er betryggende sikkerhed for, at pensionskassen til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser.
§ 46 a
Pensionskasser skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af pensionskassens samlede pensionsmæssige hensættelser.
Stk. 2.
De aktiver, der omfattes af stk. 1, skal være udvalgt således, at de set i forhold til arten af pensionskassens forpligtelser med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en sådan art og en sådan sammensætning, at de er egnede til at sikre, at de forsikrede kan fyldestgøres. Der må ikke foreligge en uforholdsmæssig afhængighed af en bestemt kategori af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering.
§ 46 b
Aktiverne opgøres efter følgende regler:
- 1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de regler, der fastsættes for årsrapporter efter § 42.
- 2) Der skal foretages fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan modregnes over for låntager.
- 3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de pensionsmæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.
- 4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver omfattet af § 46 d, stk. 1, nr. 1-4, 6, 8 og 10-12, medregnes i aktivernes værdi.
§ 46 c
De pensionsmæssige hensættelser opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de regler, der fastsættes for årsrapporter efter § 42.