Europa-Parlamentsvalgloven § 3 b
§ 3 b
Personer, der har dansk indfødsret og er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste i et land uden for riget, der ikke er medlem af Den Europæiske Union (tredjeland), anses for at have fast bopæl i Danmark.
Stk. 2.
Følgende personer, der har dansk indfødsret, og som midlertidigt har taget ophold i et tredjeland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark:
- 1) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i et tredjeland som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.
- 2) Personer, der opholder sig i et tredjeland som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.
- 3) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i et tredjeland af en dansk hjælpeorganisation.
- 4) Personer, der opholder sig i et tredjeland i uddannelsesøjemed.
- 5) Personer, der opholder sig i et tredjeland af helbredsmæssige grunde.
- 6) Personer, der opholder sig i et tredjeland, og som i henseende til tilknytningen til Danmark ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.
Stk. 3.
Personer, der har dansk indfødsret, og som opholder sig i et tredjeland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen.
Stk. 4.
En person, der har dansk indfødsret, og som samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 1, 2 eller 3, anses for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de pågældende to samlevende
- 1) har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller
- 2) opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.