EUDP-loven
Lov om et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram og om Green Labs DK-programmet
- Lovens formål er at understøtte de energipolitiske målsætninger om forsyningssikkerhed, dansk uafhængighed af fossile brændsler, hensyn til det globale klima og et renere miljø samt omkostningseffektivitet. Loven skal samtidig fremme udnyttelse og udvikling af erhvervspotentialer på området til gavn for vækst og beskæftigelse.
- Der oprettes et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), som skal virke for udvikling, demonstration og markedsintroduktion af ny energiteknologi.
Stk. 2.
EUDP skal
- 1) yde tilskud til fortrinsvis udvikling og demonstration,
- 2) aktivt fremme samarbejde mellem offentlige og private aktører og
- 3) styrke samspillet med internationale aktiviteter og programmer inden for energiteknologi.
Stk. 3.
Samarbejdet mellem offentlige og private aktører skal bidrage til udarbejdelsen af strategier for udvikling af effektive og miljøvenlige energiteknologier og -systemer, der omfatter hele udviklingskæden fra forskning til markedsintroduktion. Samarbejdet skal endvidere bidrage til, at der identificeres konkrete indsatsområder, som kan danne basis for projektansøgninger og etablering af projektkonsortier.
- Der oprettes et Green Labs DK-program, som skal virke for etablering af faciliteter, hvor virksomheder kan demonstrere og teste nye klimateknologier under realistiske omstændigheder (Green Labs).
Stk. 2.
Green Labs DK-programmet skal
- 1) yde tilskud til etablering af testfaciliteter og
- 2) aktivt fremme samarbejde mellem offentlige og private aktører omkring dannelsen af og udbredelsen af kendskabet til Green Labs.
Bestyrelse og sekretariat
- EUDP og Green Labs DK-programmet ledes af en uafhængig bestyrelse, der består af en formand og 6 medlemmer. Formanden og medlemmerne udpeges af klima-, energi- og forsyningsministeren i deres personlige egenskab. Formanden skal have en erhvervsmæssig baggrund.
Stk. 2.
1 medlem af bestyrelsen udpeges efter indstilling fra miljøministeren. 1 medlem udpeges efter indstilling fra uddannelses- og forskningsministeren.
Stk. 3.
Bestyrelsen udpeges for en periode af 4 år. Genudpegning kan ske én gang. Hvis formanden eller et medlem udtræder af bestyrelsen før periodens udløb, kan afløseren udpeges for mindre end 4 år.
Stk. 4.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan træffe bestemmelse om honorar til formanden og bestyrelsesmedlemmerne.
- Bestyrelsen træffer beslutning om alle forhold vedrørende EUDP og Green Labs DK-programmet, herunder om prioritering og udmøntning af tilskudsmidler.
Stk. 2.
Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand finder anvendelse på EUDP’s og Green Labs DK-programmets virksomhed.
- Klima-, energi- og forsyningsministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for bestyrelsen og bestyrelsesformanden. Klima-, energi- og forsyningsministeren ansætter lederen af sekretariatet efter indstilling fra bestyrelsesformanden.
Stk. 2.
Bestyrelsen kan bemyndige formanden eller sekretariatet til at varetage særlige opgaver eller træffe afgørelse på bestyrelsens vegne i nærmere bestemt omfang.
- Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden, som godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Forretningsordenen offentliggøres i Lovtidende.
Stk. 2.
Bestyrelsen afgiver årligt en beretning til klima-, energi- og forsyningsministeren om sin virksomhed.
Stk. 3.
Bestyrelsen offentliggør de kriterier, som indgår i vurderingen af ansøgninger om tilskud.
Tilskud
- Bestyrelsen kan efter ansøgning til EUDP give tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter og forskningsprojekter, der understøtter forberedelsen af udvikling og demonstration. Tilskud kan gives til projekter, der tilgodeser hensynet til teknologiudvikling i Danmark og gennemføres af offentlige eller private erhvervsvirksomheder eller videninstitutioner. Hovedansøger skal have hjemsted i Danmark.
Stk. 2.
Tilskud gives bl.a. til længerevarende projekter eller projektforløb, som udføres i samarbejde mellem flere virksomheder eller i samarbejde mellem virksomheder og videninstitutioner.
Stk. 3.
Ved vurderingen af, om der skal gives tilskud, tages udgangspunkt i generelle kriterier, hvori der ud over lovens formål lægges vægt på projektforslagets faglige kvalitet og på ledelsesmæssige og organisatoriske forhold.
Stk. 4.
Ved vurderingen af ansøgninger lægges endvidere vægt på de indsatsområder, som identificeres, og de strategier, som udarbejdes inden for rammerne af samarbejdet mellem offentlige og private aktører.
- Bestyrelsen kan efter ansøgning til Green Labs DK-programmet give tilskud til etablering af faciliteter til demonstration og test. Tilskud kan gives til faciliteter af høj international standard, der tilgodeser klimateknologiske styrkepositioner i Danmark, og som etableres af offentlige eller private erhvervsvirksomheder eller videninstitutioner. Hovedansøger skal have hjemsted i Danmark.
Stk. 2.
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter yderligere kriterier for tilskud, herunder eventuelle særlige tilskudsområder, vedrørende Green Labs DK-programmet.
- Bestyrelsen kan efter EUDP give tilskud til udgifter til konkrete aktiviteter, der afholdes som led i udviklingen af samarbejde mellem offentlige og private aktører.
Stk. 2.
Bestyrelsen kan efter Green Labs DK-programmet give tilskud til konkrete aktiviteter, der fremmer samarbejde mellem offentlige og private aktører omkring dannelsen af og udbredelsen af kendskabet til Green Labs.
- Bestyrelsen kan efter EUDP betale kontingent til internationalt forskningssamarbejde og bidrag til internationale programmer for forskning, udvikling, demonstration og innovation. Bestyrelsens fordeling af midler til internationale fora skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Ministeren kan fastsætte regler herom.
Administrative bestemmelser
- Bestyrelsen kan efter denne lov give tilskud inden for de bevillinger, der fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 2.
Det er en betingelse for tilskud, at aktiviteten ikke er påbegyndt, før der er afgivet tilsagn om tilskud.
- Aktiviteter inden for rammerne af EUDP og Green Labs DK-programmet koordineres med andre ordninger, initiativer og myndigheder, der støtter eller fremmer forskning, udvikling, demonstration, innovation og erhvervsudvikling på energiområdet eller energi- og miljøområdet.
Stk. 2.
Bestyrelsen skal indhente forskningsfaglig rådgivning hos Danmarks Innovationsfond efter lov om Danmarks Innovationsfond.
- Bestyrelsen kan ikke gøre krav på immaterielle rettigheder, som opnås på grundlag af aktiviteter, hvortil der er givet tilskud.
- Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler for lovens gennemførelse og administration, herunder om
- 1) opnåelse af tilskud,
- 2) tilsyn, regnskaber og revision vedrørende aktiviteter, hvortil der gives tilskud,
- 3) offentliggørelse af resultaterne af de aktiviteter, hvortil der gives tilskud, og
- 4) evaluering af programmerne.
Stk. 2.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om tilskud til aktiviteter, der kan få tilskud efter anden lovgivning, herunder om, at der ikke kan gives tilskud i henhold til denne lov.
Stk. 3.
Revision af de aktiviteter, hvortil der gives tilskud, skal udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af et kommunalt revisionsorgan.
Bortfald og tilbagebetaling af tilskud
- Tilskud i henhold til denne lov bortfalder helt eller delvis, hvis
- 1) tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning i forbindelse med afgørelsen om tilskud eller under projekt- eller etableringsforløbet,
- 2) vilkår for tilskud ikke opfyldes eller
- 3) projektet eller etableringen ikke er afsluttet inden for den frist, der er fastsat i afgørelsen om tilskud.
Stk. 2.
I forbindelse med en afgørelse om bortfald af tilskud efter stk. 1 kan klima-, energi- og forsyningsministeren bestemme, at udbetalte tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales.
Stk. 3.
Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage senere. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente efter forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerskrivelser efter første påkrav betales 100 kr.
Stk. 4.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om de i stk. 1-3 nævnte forhold.
Stk. 5.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige bestyrelsen til at træffe afgørelser om bortfald eller tilbagebetaling af tilskud i henhold til stk. 1 og 2.
- Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at tilskud givet efter EUDP helt eller delvis skal tilbagebetales i tilfælde, hvor tilskudsmodtageren på baggrund af tilskuddet har opnået en kommerciel indtjening.
Klage
- Bestyrelsens afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Klager over retlige spørgsmål i forbindelse med bestyrelsens afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven kan indbringes for Energiklagenævnet. En afgørelse kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.
Stk. 3.
Klage efter stk. 2 skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.
Stk. 4.
Søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af Energiklagenævnet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 5.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.
Stk. 6.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om Energiklagenævnets sammensætning ved behandling af klager efter stk. 2.
Stk. 7.
Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.
- Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
- 1) giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning i forbindelse med ansøgning om tilskud eller
- 2) anvender tilskud i strid med vilkår for tilskuddets anvendelse.
Stk. 2.
I regler, som udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne eller vilkår fastsat i henhold til reglerne.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden m.v.
- Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.
Stk. 2.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ophæve lov nr. 1024 af 23. december 1998 om statstilskud til forskning og teknologisk udvikling på energiområdet.
- Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.