Elforsyningsloven § 77
§ 77
Hvis Forsyningstilsynet finder, at priser og leveringsbetingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, kan tilsynet give pålæg om ændring af priser og betingelser.
Stk. 2.
Hvis et urimeligt forhold i forbindelse med forhandlinger om netadgang ikke kan bringes til ophør ved pålæg efter stk. 1, kan Forsyningstilsynet udstede pålæg om at indgå en aftale om forholdet på sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende aftaler.
Stk. 3.
Finder Forsyningstilsynet, at priser, betingelser eller aftaler må anses for at give en miljømæssig eller samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling med parterne give påbud om ændring heraf.
Stk. 4.
Forsyningstilsynet kan træffe bestemmelse om, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed skal ændre kundepriserne, hvis virksomheden har foretaget en disposition, der ikke kan anses for rimelig for elkunderne. Forsyningstilsynet kan herunder bestemme, at virksomheden i nærmere angivet omfang skal anvende et overskud til ændring af priserne.
Stk. 5.
Hvis en kollektiv elforsyningsvirksomhed ikke rettidigt fremsender de nødvendige oplysninger til brug for sagsbehandlingen som krævet af Forsyningstilsynet i medfør af § 84, stk. 1, kan Forsyningstilsynet træffe afgørelse, jf. stk. 1-4, på det foreliggende grundlag. Forsyningstilsynet kan ændre afgørelsen, såfremt den kollektive elforsyningsvirksomhed fremlægger de krævede oplysninger. Ved en afgørelse efter 2. pkt. kan der for perioden, fra afgørelsen efter 1. pkt. er truffet til tidspunktet for den nye afgørelse, alene ske efterregulering af priser og betingelser, hvis efterreguleringen er til gunst for tredjemand.