Elforsyningsloven § 31
§ 31
Energinet skal ved udførelsen af sine opgaver bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for konkurrence på markeder for produktion og handel med elektricitet, jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2.
Energinet kan stille vilkår for brugernes adgang til at benytte virksomhedens ydelser. Disse vilkår skal være objektive, ikkediskriminerende og offentligt tilgængelige og kan vedrøre
- 1) økonomiske forhold, herunder krav om sikkerhedsstillelse for udgifter eller risiko for udgifter, som Energinet påtager sig på brugerens vegne, eller som er forbundne med brugen af Energinets ydelser,
- 2) krav til indrapportering og formidling af data og andre informationer af relevans for Energinets arbejde og
- 3) forhold, som bidrager til at sikre bedst mulig konkurrence for produktion og handel med elektricitet.
Stk. 3.
Energinet kan meddele påbud til brugere, der groft eller gentagne gange tilsidesætter vilkår efter stk. 2. Ved manglende opfyldelse af et påbud kan Energinet træffe afgørelse om, at brugeren helt eller delvis udelukkes fra at gøre brug af Energinets ydelser, indtil vilkåret opfyldes. Dette gælder dog ikke i forhold til en netvirksomhed, når tilsidesættelsen angår vilkår som nævnt i stk. 2, der vedrører virksomhedens bevillingspligtige aktivitet. I disse tilfælde skal Energinet orientere klima-, energi- og forsyningsministeren om forholdet.
Stk. 4.
Afgørelser truffet af Energinet efter denne bestemmelse kan indbringes for Forsyningstilsynet, jf. dog stk. 5.
Stk. 5.
Afgørelser truffet af Energinet efter stk. 3, der medfører afregistrering af en virksomhed som bruger af datahubben, kan af den virksomhed, som afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Energinet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt virksomheden. Afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Energinet anlægger sag mod den pågældende virksomhed efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. Domstolsprøvelsen har ikke opsættende virkning.