Elforsyningsloven § 11 a
§ 11 a
Klima-, energi- og forsyningsministeren opretter eller udpeger et eller flere kontaktpunkter, der på anmodning fra opstillere vejleder om den administrative proces for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre, foretage repowering af og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder samt de aktiver, der er nødvendige for anlæggets tilslutning til nettet.
Stk. 2.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan oprette, administrere og fastsætte krav til en hjemmeside, som bl.a. indeholder oplysninger om processen, jf. stk. 1.
Stk. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med relevante ministre fastsætte nærmere regler om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse og varighed og undtagelser herfra.
Stk. 4.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om et eller flere kontaktpunkter og krav efter denne lov til processen, jf. stk. 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan herunder fastsætte regler om:
- 1) Kontaktpunktet eller kontaktpunkternes virke.
- 2) At ansøgninger om bevilling efter § 10 og ansøgninger om tilladelse efter § 11 for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet skal behandles og afgøres inden for en nærmere fastsat periode, og undtagelser herfra.
- 3) At ansøgninger om bevilling efter § 10 og ansøgninger om tilladelse efter § 11 for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet skal behandles samtidig med ansøgninger efter anden lovgivning, og undtagelser herfra.