Ejendomsvurderingsloven § 89 b
§ 89 b
For ejendomme, der skal vurderes i lige år, jf. § 5, foretager told- og skatteforvaltningen på baggrund af modelberegninger en foreløbig vurdering pr. 1. januar 2022 til brug for en foreløbig beregning af ejendomsværdiskat og grundskyld. Herudover foretages der en foreløbig vurdering af ejendomme, der den 1. januar 2022 ikke skulle vurderes i lige år, jf. § 5, men som efterfølgende ændres, så de pr. 1. januar 2023 skal vurderes i lige år, jf. § 5. Den foreløbige vurdering anvendes, indtil der for ejendommen er foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering efter § 6, der skal indgå i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat og grundskyld. Den foreløbige vurdering efter 1. pkt. foretages på grundlag af tilgængelige data om ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt pr. 1. januar 2022 og efter prisforholdene pr. 1. januar 2022. For ejendomme, som pr. 1. januar 2023 er nyopståede, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, eller hvorpå der pr. 1. januar 2023 er opført nybyggeri, jf. § 6, stk. 1, nr. 4, foretages den foreløbige vurdering efter 1. pkt. pr. 1. januar 2023 på grundlag af tilgængelige data om ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt pr. 1. januar 2023 og efter prisforholdene pr. 1. januar 2022. Den foreløbige vurdering efter 2. pkt. foretages på grundlag af tilgængelige data om ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt pr. 1. januar 2023 og efter prisforholdene pr. 1. januar 2022.
Stk. 2.
Reglerne i denne lov finder anvendelse på foreløbige vurderinger efter stk. 1, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
Foreløbige vurderinger efter stk. 1 af ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 10 og 11, foretages uden tillæg af nettoværdien af råstofmængden, jf. § 34 c, stk. 4 og 5.
Stk. 4.
Tillæg og nedslag i ejendomsværdien og grundværdien, som på tidspunktet for foretagelse af foreløbige vurderinger efter stk. 1 er ansat ved den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020, videreføres uændret i den foreløbige vurdering, medmindre told- og skatteforvaltningen vurderer, at tillægget eller nedslaget ikke skal videreføres.