Ejendomsvurderingsloven §§ 34-34f
§ 34
Erhvervsejendomme m.v., jf. § 3, stk. 1, nr. 4, henføres ud fra den faktiske anvendelse til en af følgende kategorier:
- 1) Etageboligbebyggelse.
- 2) Boligbebyggelse, der ikke er omfattet af nr. 1.
- 3) Butik og kontor i etagebebyggelse helt eller delvis beliggende i byzone.
- 4) Butik og kontor, der ikke er omfattet af nr. 3.
- 5) Lager, logistik og industri.
- 6) Solcelleanlæg.
- 7) Vindmølle.
- 8) Rekreativt areal.
- 9) Naturarealer helt eller delvis beliggende i landzone.
- 10) Råstofindvinding i byzone eller sommerhusområde.
- 11) Råstofindvinding, der ikke er omfattet af nr. 10.
- 12) Grunde, der ligger i kolonihaveområder, jf. § 2 i lov om kolonihaver.
- 13) Anden anvendelse end anført i nr. 1-12.
Stk. 2.
Kategorisering efter stk. 1 foretages ud fra en bedømmelse af den samlede karakter af ejendommens faktiske anvendelse.
Stk. 3.
Anvendes en ikke ubetydelig del af en ejendom omfattet af stk. 1 til anden anvendelse end den anvendelse, ejendommen efter stk. 1 er henført til en kategori ud fra, ansættes en grundværdi for denne del af ejendommen ud fra den faktiske anvendelse af delejendommen. Er den faktiske anvendelse af delejendommen omfattet af stk. 1, kategoriseres delejendommen efter stk. 1 ud fra den faktiske anvendelse af delejendommen. Der ansættes en grundværdi for den øvrige del af grunden ud fra den kategori, ejendommen efter stk. 1 er henført til. Er den faktiske anvendelse af delejendommen efter 1. pkt. omfattet af stk. 1, nr. 7, udgør delejendommen 200 m2 pr. vindmølle.
Stk. 4.
Er det efter forskrifter som nævnt i § 18, stk. 1, muligt at anvende en ejendom omfattet af stk. 1 til andet end det, der følger af den faktiske anvendelse, ansættes en grundværdi for ejendommen ud fra den eller de mulige anvendelser. Er en sådan mulig anvendelse omfattet af stk. 1, kategoriseres ejendommen efter stk. 1 ud fra denne anvendelse. Er det muligt at anvende en del af en ejendom omfattet af stk. 1 til en eller flere anvendelser, som hele ejendommen ikke kan anvendes til, ansættes en grundværdi for delejendommen ud fra den eller de mulige anvendelser. Er en sådan anvendelse omfattet af stk. 1, kategoriseres delejendommen efter stk. 1 ud fra anvendelsen. Foretages der kategorisering efter 3. eller 4. pkt., ansættes en grundværdi for den øvrige del af ejendommen ud fra den eller de mulige anvendelser, ejendommen er kategoriseret ud fra. Er en mulig anvendelse af delejendommen efter 3. pkt. omfattet af stk. 1, nr. 7, udgør delejendommen 200 m2 pr. vindmølle.
Stk. 5.
Hvis en del af en ejendom omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1-3, anvendes til en eller flere af de i stk. 1 nævnte anvendelser, foretages en kategorisering efter stk. 1 for den del af grunden til brug for ansættelsen af grundværdien efter § 20, stk. 1 og 2.
Stk. 6.
Kan hele eller en del af en ejendom omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1-3, anvendes til en eller flere af de i stk. 1 nævnte anvendelser, foretages en kategorisering efter stk. 5 for den del af grunden til brug for ansættelsen af grundværdien efter § 18.
§ 34 a
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 1, ansættes en grundværdi ud fra grundværdien pr. kvadratmeter boligareal for en gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed med samme beliggenhed som ejendommen. Ejendommens grundværdi ansættes endvidere på baggrund af det faktiske boligareal eller det boligareal, der er muligt efter forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering, jf. § 18.
Stk. 2.
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 2, ansættes en grundværdi for hver beboelsesenhed efter samme metode som for ejendomme til helårsbeboelse, jf. § 4, stk. 1, nr. 1.
§ 34 b
For ejendomme, som er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 3, der er ejerlejligheder, ansættes en grundværdi ud fra to tredjedele af grundværdien pr. kvadratmeter etageareal for en gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed med samme beliggenhed som ejendommen. Ejendommens grundværdi ansættes endvidere på baggrund af det faktiske etageareal. Er der efter plangrundlaget et uudnyttet etageareal til etagebebyggelse, tillægges grundværdien for de enkelte ejerlejligheder en andel af grundværdien af det uudnyttede etageareal efter § 19 a, stk. 3.
Stk. 2.
For ejendomme, som er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 3, der ikke er ejerlejligheder, ansættes en grundværdi ud fra to tredjedele af grundværdien pr. kvadratmeter etageareal for en gennemsnitlig, standardiseret ejerlejlighed med samme beliggenhed som ejendommen. Ejendommens grundværdi ansættes endvidere på baggrund af det faktiske etageareal eller det etageareal, der er muligt efter forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering, jf. § 18.
Stk. 3.
For ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 4, ansættes en grundværdi ud fra to tredjedele af grundværdien pr. kvadratmeter etageareal for et standardiseret enfamilieshus med samme beliggenhed som ejendommen. Ejendommens grundværdi ansættes endvidere på baggrund af det faktiske etageareal eller det etageareal, der er muligt efter forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering, jf. § 18.
Stk. 4.
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 12, ansættes en grundværdi efter samme metode som for ejendomme til helårsbeboelse, jf. § 4, stk. 1, nr. 1.
§ 34 c
For ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 5, ansættes en grundværdi ud fra halvdelen af grundværdien pr. kvadratmeter grundareal for et standardiseret enfamilieshus med samme beliggenhed som ejendommen og en grund af standardstørrelse. Ejendommens grundværdi ansættes endvidere på baggrund af den pågældende ejendoms grundareal.
Stk. 2.
For ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 8, ansættes en grundværdi ud fra en tiendedel af grundværdien pr. kvadratmeter grundareal for et standardiseret enfamilieshus med samme beliggenhed som ejendommen og en grund af standardstørrelse. Ejendommens grundværdi ansættes endvidere på baggrund af den pågældende ejendoms grundareal.
Stk. 3.
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 9, ansættes en grundværdi ud fra handelsprisen, jf. § 15.
Stk. 4.
For ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 10, ansættes en grundværdi efter stk. 2, dog tillagt nettoværdien af råstofmængden.
Stk. 5.
For ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 11, ansættes en grundværdi til handelsprisen for et naturareal med samme beliggenhed som ejendommen tillagt nettoværdien af råstofmængden.
§ 34 d
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 6, ansættes en grundværdi til den standardiserede årlige produktionskapacitet for et anlæg med samme produktionskapacitet som anlægget ganget med en standardiseret pris på 180 kr. pr. MWh (2021-niveau). Der ansættes tillige en grundværdi ud fra handelsprisen for landbrugsjord for det område, hvori ejendommen er beliggende, og ejendommens grundareal, hvis en sådan grundværdi er højere end en grundværdi ansat efter 1. pkt. Den standardiserede pris pr. megawatt-time nævnt i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.
Stk. 2.
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 7, ansættes en grundværdi til den standardiserede årlige produktionskapacitet for et anlæg med samme produktionskapacitet som anlægget ganget med en standardiseret pris på 180 kr. pr. MWh (2021-niveau). Den standardiserede pris pr. megawatt-time som nævnt i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 34 e
For ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 13, ansættes en grundværdi efter §§ 34 a-34 d ud fra den kategori, der anses for mest sammenlignelig med den faktiske anvendelse.
§ 34 f
Grundværdier ansat efter § 34 b, stk. 1-3, og § 34 c, stk. 1, fratrækkes 20 pct.