Dyrevelfærdsloven § 43
§ 43
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved kontrolopgaver, der udføres efter loven eller regler fastsat i medfør af loven eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, godkendelser, registreringer, tilladelser, anmeldelser, undersøgelser, attestationer og dispensationer, der ydes i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller i henhold til forordninger udstedt af Den Europæiske Union om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 3.
For den ordinære kontrol af dyrevelfærd i besætninger betaler ejere af dyrehold, som pr. 1. februar er registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR), et årligt beløb på:
- 1) 3.168 kr. for ejere af dyrehold, hvor mindst én besætning er en kvægbesætning af en størrelse på over 40 dyr.
- 2) 3.128 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1, og hvor mindst én besætning er en grisebesætning af en størrelse på over 40 dyr.
- 3) 1.962 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, og hvor mindst én besætning har en størrelse på over 40 dyr, for fjerkræ dog 2.000 dyr. 1. pkt. gælder ikke for akvakultur, kameler, heste, kaniner, humlebier, hønsehold, der alene producerer æg til anvendelse i egen husholdning, eller slagtefjerkræ, der ikke leveres til fjerkræslagteri.
- 4) 1.145 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1-3, og hvor mindst én besætning er en kvægbesætning af en størrelse på mindst 10 dyr.
- 5) 1.131 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1-4, og hvor mindst én besætning er en grisebesætning af en størrelse på mindst 10 dyr.
- 6) 710 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1-5, og hvor mindst én besætning har en størrelse på mindst 10 dyr. 1. pkt. gælder ikke for akvakultur, kameler, heste, kaniner, humlebier, hønsehold, der alene producerer æg til anvendelse i egen husholdning, eller slagtefjerkræ, der ikke leveres til fjerkræslagteri.
Stk. 4.
Virksomheder, som beskæftiger sig med sammenbringning, og besætningsejere m.v., som opkræves gebyr for syn af dyr ved udførsel, jf. bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v., betaler et beløb på 33 kr. pr. kvarters faktureret kontroltid i forbindelse med syn af dyr til finansiering af omkostninger til stikprøvekontrol ved pålæsning og aflæsning af dyr samt dybdegående kontroller i forbindelse med udførsel af levende dyr.
Stk. 5.
Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af de beløb, der er nævnt i stk. 3 og 4. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om helt eller delvis at undlade opkrævning efter stk. 3 og 4.
Stk. 6.
Ministeren kan fastsætte regler om, at betaling for kontrol, der udføres efter lov om hold af dyr eller lov om fødevarer, sker efter stk. 1 og 2, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af denne lov.
Stk. 7.
Beløbene i stk. 3 og 4 bliver årligt pr. 1. januar pris- og lønreguleret med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb og offentliggøres ved bekendtgørelse.