Dyreforsøgsloven § 3
§ 3
Tilladelse gives til nærmere angivne typer af forsøg og arter af dyr. Antallet af dyr, der må anvendes til forsøg, angives i tilladelsen. Tilladelse kan dog meddeles uden sådanne begrænsninger, når særlige forhold taler herfor.
Stk. 2.
Tilladelse gives på baggrund af Dyreforsøgstilsynets evaluering af forsøget, som skal afstedkomme et positivt resultat, før tilladelse kan udstedes.
Stk. 3.
Tilladelse kan gives for en periode på højst 5 år.
Stk. 4.
Ændring eller fornyelse af tilladelsen, der kan have negativ indvirkning på dyrevelfærden, skal godkendes af Dyreforsøgstilsynet. Godkendelse sker på baggrund af en evaluering efter stk. 2.
Stk. 5.
Tilladelsen skal angive den grad af smerte, lidelse, angst eller varigt men, som det enkelte dyr må udsættes for, idet forsøg klassificeres som terminale, let belastende, moderat belastende eller betydeligt belastende.
Stk. 6.
Der kan fastsættes vilkår for tilladelsen, herunder om forsøgenes udførelse, dyrenes anvendelse, opstaldning og pasning og forsøgslokalernes indretning.
Stk. 7.
Ud over de i stk. 1, 5 og 6 nævnte oplysninger skal følgende fremgå af tilladelsen:
- 1) Tilladelsesindehaverens navn.
- 2) I hvilken institution eller virksomhed forsøgene må foretages.
- 3) Dyreforsøgstilsynets beslutning om, hvorvidt og i givet fald hvornår forsøget efter dets afslutning skal evalueres.
- 4) Navn på den eller de forsøgsansvarlige.
- 5) Navn på den eller de ansvarlige for staldes og forsøgslokalers indretning og drift.
- 6) Navn på den eller de ansvarlige for kompetencer hos det personale, der er beskæftiget med dyreforsøg eller med forsøgsdyrs pasning.
- 7) Navn på den eller de ansvarlige for dyrenes pasning og tilsynet med dyrenes velfærd.
- 8) Navn på den eller de ansvarlige for journalføringen.
- 9) Navn på den dyrlæge eller anden kompetente person, der er tilknyttet institutionen eller virksomheden med henblik på at rådgive om forsøgsdyrenes velfærd og adfærd.
Stk. 8.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter nærmere regler om betingelserne for ændring og fornyelse af tilladelser.