CPR-loven § 43
§ 43
Kommunalbestyrelsen kan videregive beskyttede navne og adresser i CPR, jf. § 28, til private, der har en retlig interesse i sådanne oplysninger om en forud identificeret person, jf. § 42, stk. 6. Det er en betingelse, at den beskyttede har fået mulighed for at udtale sig om ønsket og ikke har fremsat sådanne indvendinger mod udleveringen, som kommunen finder skal tillægges større vægt end den retlige interesse, den pågældende har i at modtage de beskyttede oplysninger.
Stk. 2.
Den, som kan godtgøre at have retlig interesse i andre oplysninger i CPR om en forud identificeret person, jf. § 42, stk. 6, end dem, der er nævnt i § 42, stk. 2-5, og § 43, stk. 1, kan få disse. Det gælder også oplysning om navn, adresse og fødselsdato på den identificeredes nuværende og tidligere ægtefæller samt nuværende børn og forældre. Såfremt de pågældende har registreret beskyttelse af navn og adresse i CPR, jf. § 28, finder stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse. Oplysning om personnumre kan dog aldrig gives, jf. dog § 46.