CPR-loven § 29
§ 29
Enhver har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få registreret lokalvejviserbeskyttelse i CPR, således at vedkommendes navn og adresse ikke videregives fra CPR til brug for optagelse i lokale vejvisere, jf. § 47.
Stk. 2.
Enhver har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en markering i CPR om, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. En sådan markering giver dels den beskyttelse mod markedsføring, der er fastsat i markedsføringslovens § 10 sammenholdt med denne lovs § 40, stk. 4 og 5, dels den beskyttelse mod videregivelse m.v. til brug ved anden virksomheds markedsføring, der er fastsat i artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og § 13, stk. 4, i databeskyttelsesloven.
Stk. 3.
Enhver, der er fyldt 15 år, har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en markering i CPR om, at vedkommende ønsker at advare mod kreditgivning i vedkommendes navn, med henblik på at oplysning herom fra CPR kan videregives til offentlige myndigheder og private i overensstemmelse med §§ 31, 32, 38, 39 og 42.
Stk. 4.
§ 28, stk. 3 og 5, finder tillige anvendelse ved anmodning om lokalvejviserbeskyttelse efter stk. 1 og markedsføringsbeskyttelse efter stk. 2 og anmodning om ophævelse af lokalvejviserbeskyttelse og markedsføringsbeskyttelse. § 28, stk. 3, finder endvidere anvendelse ved anmodning om at få indsat en markering i CPR om, at vedkommende ønsker at advare mod kreditgivning i vedkommendes navn efter stk. 3, og anmodning om ophævelse af en sådan markering.