CO2-kvoteloven § 21
§ 21
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan inden for sit ansvarsområde fastsætte regler om følgende:
- 1) Pligter, frister, formkrav, procedurer og øvrige administrative forhold inden for kvoteordningen, herunder om påbud og forbud, om tilbageholdelse og bortvisning af skibe, om, i hvilke tilfælde og i hvilken form der skal ansøges om godkendelser eller tilladelser, og om afgørelsers vilkår, ændring eller tilbagekaldelse.
- 2) Digital kommunikation og automatiseret sagsbehandling.
- 3) Adgangen til at klage over afgørelser, der på kvoteordningens område træffes af ministeren eller på dennes vegne, herunder hvorvidt afgørelser kan indbringes for Energiklagenævnet, eller hvorvidt afgørelser truffet efter bemyndigelse fra ministeren skal kunne indbringes for ministeren.
- 4) Operatørers betaling til dækning af ministerens omkostninger til tilsyn og sagsbehandling, herunder gebyrer eller anden betaling til dækning af merarbejde eller andre merudgifter i situationer, hvor en operatør eller kontohaver ikke har overholdt sine forpligtelser ifølge kvoteordningen eller ifølge afgørelser truffet i henhold til kvoteordningen.
- 5) Offentliggørelse af beslutninger, rapporter og øvrige oplysninger, som ministeren eller en af ministeren bemyndiget institution bliver bekendt med i forbindelse med varetagelsen af administrative opgaver på kvoteområdet.
Stk. 2.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan inden for sit ansvarsområde fastsætte regler, der er nødvendige for at gennemføre, anvende eller håndhæve retsakter vedtaget af Den Europæiske Unions institutioner om kvoteordningen, herunder om forbud, påbud, godkendelseskrav, oplysningspligter og enhver anden form for bebyrdende tiltag. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i denne forbindelse fastsætte regler om, at loven skal gælde for nærmere angivne fysiske og juridiske personer omfattet af de til enhver tid gældende EU-retsakter på kvoteområdet.
Stk. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om følgende:
- 1) Overvågning, rapportering og verifikation i forbindelse med udledning af drivhusgasser omfattet af kvoteordningen, herunder om afgørelser om fastsættelse af udledning.
- 2) Returnering og gratis tildeling af kvoter, herunder om afgørelser om fastsættelse af aktivitetsniveauer og om tilbageføring af uretmæssigt modtagne kvoter.
- 3) Kredittyper, der ikke må indsættes på konti i Kyotoregisteret.