Chokoladeafgiftsloven § 6
§ 6
I virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter § 3, stk. 1, opgøres den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af udleveringen fra virksomhedens godkendte lokaler i perioden af varer, som er fremstillet af virksomheden eller tilført virksomheden efter § 5, uden at afgiften er berigtiget. Såfremt den tilstedeværende beholdning af varer, der er fremstillet af virksomheden eller tilført denne til videresalg, er mindre end forskellen mellem mængden af de fremstillede eller således tilførte varer og mængden af de udleverede varer, medregnes det manglende kvantum i udleveringen.
Stk. 2.
I virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter § 3, stk. 2, foretages opgørelsen af den afgiftspligtige vægt på grundlag af mængden af færdigfremstillet overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor i afgiftsperioden. Told- og skatteforvaltningen vil dog kunne tillade, at opgørelsen sker på grundlag af mængden af det overtræk, der er anvendt til de af virksomheden udleverede afgiftsfri varer.
Stk. 3.
I virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter § 3, stk. 3, foretages opgørelsen af den afgiftspligtige vægt på grundlag af mængden af det overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor, der er anvendt til de af virksomheden udleverede afgiftsfri varer i afgiftsperioden.