Centralstyrelsesloven § 5
§ 5
En person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af
- 1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af hvervet, eller
- 2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld sjælstilstand.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen kan, når der er begrundet mistanke om forhold som beskrevet i stk.1, påbyde en autoriseret sundhedsperson at lade sig underkaste undersøgelser og medvirke ved kontrolforanstaltninger samt at udlevere relevante helbredsoplysninger til belysning af nævnte forhold.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen kan påbyde en autoriseret sundhedsperson at indstille sin virksomhed helt eller delvis, indtil påbud efter stk. 2 om undersøgelser, kontrolforanstaltninger eller udlevering af relevante helbredsoplysninger er efterkommet.
Stk. 4.
Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 2 og 3 kan indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Indenrigs- og Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.
Stk. 5.
En sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende overtræder påbud udstedt i medfør af stk. 3.