Byggeloven § 31 B
§ 31 B
Transport- og bygningsministeren, eller den offentlige myndighed, der er bemyndiget hertil, har som led i kontrollen efter reglerne udstedt i medfør af § 31 og § 31 A, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til kontrol af byggevarer, byggepladser og lokaliteter, hvor producenter, forhandlere, importører og øvrige omsætningsled opbevarer byggevarer, og adgang til alle relevante dokumenter i både fysisk og elektronisk form. Myndigheden kan ved kontrollen lade sig bistå af personer, som besidder relevant teknisk indsigt.
Stk. 2.
Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Transport- og bygningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3.
Ethvert led i omsætningen af byggevarer skal efter anmodning fra den, der udfører kontrollen, jf. stk. 1, give alle oplysninger, som har betydning for kontrollens gennemførelse. Ethvert led i omsætningen skal efter anmodning vederlagsfrit yde den fornødne bistand ved foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, herunder ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data.
Stk. 4.
Ministeren eller den offentlige myndighed, der bemyndiges hertil, kan som led i markedskontrollen vederlagsfrit mod kvittering udtage eller pålægge virksomheden at udtage prøver af byggevarer, herunder halvfabrikata og færdigvarer.
Stk. 5.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at ethvert led i omsætningen af byggevarer skal yde Trafik- og Byggestyrelsen og personer, der er særligt bemyndigede hertil, jf. § 31 A, stk. 1, bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifterne herved.