ATP-loven § 26 d
§ 26 d
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der beskriver, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension integrerer aktivt ejerskab i investeringsstrategien.
Stk. 2.
Politikken for aktivt ejerskab, jf. stk. 1, skal beskrive, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension
- 1) overvåger selskaber, hvori der investeres, inden for relevante områder, herunder strategi, finansielle og ikkefinansielle resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse,
- 2) fører dialog med selskaber, hvori der investeres,
- 3) udøver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet til aktier,
- 4) samarbejder med andre aktionærer,
- 5) kommunikerer med relevante interessenter i selskaber, hvori der investeres, og
- 6) håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktive ejerskab.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal en gang årligt offentliggøre, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspensions politik for aktivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en generel beskrivelse af stemmeafgivelse og en redegørelse om de væsentligste afstemninger og Arbejdsmarkedets Tillægspensions brug af rådgivende stedfortræderes tjenesteydelser.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøre, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension har stemt på generalforsamlinger i selskaber, i hvilke Arbejdsmarkedets Tillægspension besidder aktier. Afstemninger, der er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan udelades fra offentliggørelsen.
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan vælge ikke at opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggør en klar og begrundet forklaring på, hvorfor Arbejdsmarkedets Tillægspension har valgt dette.
Stk. 6.
De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside.
Stk. 7.
Gennemfører en kapitalforvalter politikken om aktivt ejerskab, herunder stemmeafgivelse, på vegne af Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension henvise til det sted, hvor kapitalforvalteren har offentliggjort oplysninger om stemmeafgivelse.
Stk. 8.
Regler om interessekonflikter i anden lovgivning, der gælder for Arbejdsmarkedets Tillægspension, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab.
Stk. 9.
Reglerne i stk. 1-8 finder alene anvendelse, i det omfang Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked.