ATP-loven § 23

  1. § 23
    Bestyrelsen består af formanden for repræsentantskabet som formand og 12 andre medlemmer, der vælges blandt repræsentantskabets medlemmer, og som udpeges således, jf. § 25:
    1. 1) 4 efter indstilling af Dansk Arbejdsgiverforening.
    2. 2) 1 efter indstilling af Danske Regioner og Kommunernes Landsforening i fællesskab.
    3. 3) 1 efter indstilling af finansministeren.
    4. 4) 3 efter indstilling af Fagbevægelsens Hovedorganisation.
    5. 5) 2 efter indstilling af repræsentantskabets lønmodtagerrepræsentanter repræsenterende lønmodtagere ansat i stat og kommuner.
    6. 6) 1 efter indstilling af Fagbevægelsens Hovedorganisation og Ledernes Hovedorganisation i fællesskab.
  2. Stk. 2.
    Bestyrelsens medlemmer udpeges for 3 år ad gangen. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til udløb af funktionsperioden i repræsentantskabet. Genvalg kan finde sted.
  3. Stk. 3.
    Bestyrelsen skal lede administrationen af Arbejdsmarkedets Tillægspension i overensstemmelse med reglerne i denne lov og det anmeldte pensions- og hensættelsesgrundlag efter §§ 18 og 19.
  4. Stk. 4.
    Bestyrelsen kan tillade direktøren at sælge administrative ydelser til et datterselskab, der er oprettet efter § 26 b, stk. 1 og 2. Salget skal ske efter tilsvarende regler, som gælder for indtægtsdækket virksomhed i statsinstitutioner under finansloven. Denne virksomhed skal regnskabsmæssigt være adskilt fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions øvrige regnskab. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkår og tilsyn.
  5. Stk. 5.
    Bestyrelsen kan tillade direktøren at sælge administrative ydelser til en dattervirksomhed, der er oprettet efter § 26 b, stk. 3 og 5, bortset fra administrative ydelser til dattervirksomheder, der driver penge- eller realkreditinstitutvirksomhed. Ydelserne leveres i henhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.
  6. Stk. 6.
    Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.
  7. Stk. 7.
    Bestyrelsen skal
    1. 1) identificere og kvantificere de væsentlige risici og fastlægge en risikoprofil, herunder fastsætte hvilke og hvor store risici Arbejdsmarkedets Tillægspension må påtage sig, og
    2. 2) fastlægge politikker for, hvorledes Arbejdsmarkedets Tillægspension skal styre hver af Arbejdsmarkedets Tillægspensions væsentlige aktiviteter og de risici, der er knyttet hertil, under hensyntagen til samspillet mellem disse.
  8. Stk. 8.
    På grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker skal bestyrelsen give direktøren skriftlige retningslinjer, der som minimum skal indeholde
    1. 1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici direktøren må påføre Arbejdsmarkedets Tillægspension,
    2. 2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper,
    3. 3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktøren kan foretage som led i sin stilling, og
    4. 4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktøren skal rapportere til bestyrelsen om Arbejdsmarkedets Tillægspensions risici, herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for direktøren og om overholdelse af de grænser, der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension må påtage sig.
  9. Stk. 9.
    Bestyrelsen skal løbende tage stilling til, om risikoprofil og politikker samt retningslinjerne for direktøren er forsvarlige i forhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, samt de markedsforhold, som aktiviteterne drives under.
  10. Stk. 10.
    Bestyrelsen skal løbende vurdere, om direktøren varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktøren. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.
  11. Stk. 11.
    Bestyrelsen ansætter direktøren og andet ledende personale.
  12. Stk. 12.
    Finanstilsynet fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension i medfør af stk. 7-10.