Arbejdsskadesikringsloven § 18 d
§ 18 d
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter løbende oplysninger om, hvorvidt tilskadekomne er indskrevet på uddannelsen, jf. § 18 a, er studieaktiv, holder orlov eller er syg.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører for tilskadekomne, som holder anden orlov fra uddannelsen end orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven. Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis denne vil holde orlov fra uddannelsen. Tilskadekomne, der har ret til fravær efter barselsloven, kan inden for de 48 måneder, jf. § 18 b, stk. 2, 2. pkt., modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger. Afgørelsen efter 1. pkt. har virkning fra udgangen af den måned, hvor orloven begynder.
Stk. 3.
Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked med lægelig dokumentation, hvis tilskadekomne ikke har deltaget i uddannelsen på grund af længerevarende sygdom i mere end 30 dage. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne på grund af sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere end 6 måneder i sammenhæng eller i mere end 30 dage for fjerde gang. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ligeledes afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne orienterer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om sygdom, der forventes at indebære fravær fra uddannelsen i mere end 6 måneder. Afgørelsen efter 2. og 3. pkt. har virkning fra udgangen af den måned, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelsen.
Stk. 4.
Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne ikke er studieaktiv, eller hvis tilskadekomne udskrives af uddannelsen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne ikke er studieaktiv eller er udskrevet af uddannelsen. Afgørelsen har virkning fra udgangen af den måned, hvor tilskadekomne ifølge uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv, eller den måned, hvor tilskadekomne er udskrevet af uddannelsesinstitutionen, når tilskadekomne forinden dette tidspunkt var studieaktiv.
Stk. 5.
Tilskadekomne skal straks give besked til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om overgang til social pension, jf. lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stopper udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne overgår til at modtage pension, jf. 1. pkt.
Stk. 6.
I tilfælde, hvor uddannelsesgodtgørelsen er ophørt, jf. stk. 2-4, vil tilskadekomne én gang på ny kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a.
Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opfølgning på tilskadekomnes deltagelse i uddannelsen, herunder krav til dokumentationen for tilskadekomnes deltagelse, orlov eller sygdom, opgørelsen af de 6 måneders sygdom, jf. stk. 3, og tilskadekomnes forpligtelser i sager om uddannelsesgodtgørelse og konsekvenserne ved manglende overholdelse heraf.