Arbejdsskadesikringsloven § 10 a
§ 10 a
Enhver, der er sikret efter denne lov, herunder selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der har sikret egen person efter § 48, stk. 2, har ret til erstatning for følgerne af terrorhandlinger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, selv om skaden ikke kan anses for en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet er foregået under. Ret til erstatning efter denne lov for følgerne af terrorhandlinger har endvidere personer, der er sikret efter arbejdsskadesikringsloven i medfør af anden lovgivning.
Stk. 2.
Ved skader, der er forvoldt ved terror, jf. stk. 1, betaler staten ydelserne efter loven.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan efter § 49, stk. 1-8, og § 59 kræve udgifterne betalt af et forsikringsselskab m.fl. eller af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når skaden har ramt personer, hvis arbejde går ud på at forebygge, forhindre eller afværge terrorhandlinger eller på at yde hjælp, assistance eller anden indsats før, under eller efter en sådan handling. Det samme gælder, når skaden har ramt personer, der er udsendt af den danske stat eller af en dansk virksomhed til arbejde i lande, hvor der er en særlig risiko for terror, samt når handlingen rammer ansatte ombord på et dansk skib, der sejler i et område, hvor der er en særlig risiko for terror.
Stk. 4.
På samme måde som i stk. 3 kan udgifter i sager vedrørende personer, der er sikret efter lov om arbejdsskadesikring i medfør af anden lovgivning, kræves betalt af den myndighed m.v., der skal bære udgifterne ved arbejdsskade.
Stk. 5.
Staten har regres mod ansvarlige skadevoldere for udgifter, der ikke kan kræves betalt af et forsikringsselskab m.fl. efter stk. 3 og 4.