Almenboligloven § 30
§ 30
Ejendomme, hvori der er almene ældreboliger, skal tilbydes henholdsvis kommunen eller regionen, hvis boligerne er tilvejebragt særlig med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, før de afhændes til andre, medmindre afhændelse sker inden for samme boligorganisation eller til en anden almen boligorganisation.
Stk. 2.
Tilbudspligten gælder, når en ejendom eller en del heraf overdrages ved salg eller mageskifte.
Stk. 3.
Tilbudspligten skal respekteres af indehavere af andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse rettigheder er stiftet.
Stk. 4.
Tilbud i henhold til stk. 1 og 2 skal angive salgssummen, den kontante udbetaling og de øvrige vilkår, der skal være af et sådant indhold, at de kan opfyldes af kommunen. Acceptfristen skal være mindst 8 uger. § 27, stk. 6, om vurdering m.v. finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Bliver ejerens tilbud ikke accepteret, kan ejendommen overdrages til anden side ved salg på de tilbudte vilkår eller ved mageskifte, hvis skødet anmeldes til tinglysning senest 1 år efter tilbuddet til kommunen eller regionen.
Stk. 6.
Ved afholdelse af tvangsauktion over en ejendom, der er omfattet af tilbudspligten, skal fogedretten indkalde kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, jf. retsplejeloven § 564. Tilsvarende gælder, hvis der afholdes forberedende møde efter retsplejelovens § 563.
Stk. 7.
Regler om tinglysning af dokumenter om overdragelse af en ejendom, hvorpå der er tilbudspligt, fastsættes af justitsministeren.