Aktivloven § 77 b
§ 77 b
Hvis kommunen træffer afgørelse om, at en person, der modtager ledighedsydelse, ikke står til rådighed, jf. § 75, stk. 2, mister den pågældende retten til ledighedsydelse.
Stk. 2.
Hvis kommunen har truffet afgørelse efter stk. 1, kan ledighedsydelsen dog fortsat udbetales, hvis kommunen er påbegyndt behandling af en sag om førtidspension eller Seniorpensionsenheden er påbegyndt behandling af en sag om seniorpension. Ledighedsydelsen kan udbetales, så længe sagen behandles. Ledighedsydelsen skal tilbagebetales, hvis der senere udbetales pension for samme periode.
Stk. 3.
Personen kan igen modtage ledighedsydelse, når den pågældende efter at have mistet retten til ledighedsydelse har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.