Aktivloven § 77 a
§ 77 a
En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, afviser at tage imod et tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, eller ophører i et fleksjob, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger.
Stk. 2.
Hvis en modtager af ledighedsydelse uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller andre tilbud, som kan forbedre mulighederne for at få arbejde, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for det antal dage, hvor personen er udeblevet helt eller delvis.
Stk. 3.
En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, afviser eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger.
Stk. 4.
Hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, inden for en periode på 12 måneder igen afviser at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, afviser et rimeligt tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, ophører i et fleksjob eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, mister personen retten til ledighedsydelse.
Stk. 5.
Stk. 1-4 finder også anvendelse, hvis den pågældendes handlemåde kan sidestilles med afslag på at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, eller tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter stk. 2 kan ske som en samlet opgørelse for 1 måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.
Stk. 6.
Personen kan igen modtage ledighedsydelse, når den pågældende efter at have mistet retten til ledighedsydelse har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.