Aktivloven § 23
§ 23
Uddannelsesparate og aktivitetsparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse modtager uddannelseshjælp.
Stk. 2.
Uddannelseshjælpen udgør et månedligt beløb på
- 1) 11.505 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog stk. 5,
- 2) 8.051 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,
- 3) 10.500 kr. for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge,
- 4) 13.952 kr. for personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype, og har forsørgelsespligt over for børn,
- 5) 10.500 kr. for personer, der ikke bor hos en eller begge forældre og har en dokumenteret psykisk lidelse som anført i nr. 4,
- 6) 5.753 kr. for personer, der er fyldt 25 år og ikke bor hos en eller begge forældre,
- 7) 2.479 kr. for personer, der er fyldt 25 år og bor hos en eller begge forældre,
- 8) 5.753 kr. for personer under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og
- 9) 2.479 kr. for personer under 25 år, der bor hos en eller begge forældre.
Stk. 3.
En person, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, og som modtager uddannelseshjælp efter stk. 2, nr. 6, 7, 8 eller 9, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af hjælp, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Uddannelseshjælp, aktivitetstillæg eller barselstillæg, jf. § 24, og månedligt tillæg til børnebidrag kan samlet højst udgøre 13.952 kr.
Stk. 4.
Hjælp efter stk. 2, nr. 4, og stk. 3 er betinget af, at børnene opholder sig her i landet. Dette gælder dog ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen, eller for personer, der er omfattet af bilaterale overenskomster.
Stk. 5.
For en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ydes uddannelseshjælpen med den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt. Det samme gælder for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, som følge af at barnet er anbragt uden for hjemmet efter barnets lov, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.