Aktieavancebeskatningsloven § 32
§ 32
Indskud af aktier og tegningsret til aktier på en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven eller i en rateopsparing i pensionsøjemed, i en opsparing i pensionsøjemed, i en aldersopsparing, i en selvpensioneringsordning eller i en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, sidestilles med afståelse. Som afståelsessum anses værdien på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages.
Stk. 2.
Udlodning af aktier og tegningsret til aktier fra en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven eller fra en ordning som nævnt i stk. 1 sidestilles med anskaffelse. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet. Er der betalt et beløb efter pensionsbeskatningslovens § 30 B, stk. 1 og 6, anvendes dog dette som anskaffelsessum.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for indskud i og udlodning af aktier fra pensionsordninger, der er godkendt efter pensionsbeskatningslovens § 12, stk. 1, og § 15 C.