Akkrediteringsloven § 9
§ 9
En positiv institutionsakkreditering giver mulighed for at oprette nye uddannelser og nye uddannelsesudbud inden for de videnskabelige områder eller fagområder, som uddannelsesinstitutionen udbød uddannelser inden for, da institutionsakkrediteringen blev påbegyndt, når disse er prækvalificeret og godkendt, jf. §§ 18 og 21, og foretage justering af eksisterende uddannelser. Oprettelse af nye uddannelser og uddannelsesudbud og justeringer af eksisterende uddannelser skal ske i overensstemmelse med uddannelsesinstitutionens kvalitetssikringspolitik og strategi. En positiv institutionsakkreditering gælder i maksimalt 6 år, jf. dog § 6 a, stk. 2.
Stk. 2.
Uddannelsesinstitutioner, der har påbegyndt en institutionsakkreditering, har ligeledes de i stk. 1, 1. pkt., angivne muligheder. Nye uddannelser og uddannelsesudbud kan dog først oprettes og udbydes, når uddannelsesinstitutionen har fået en positiv institutionsakkreditering eller en positiv uddannelsesakkreditering.
Stk. 3.
Inden institutionsakkrediteringsperioden udløber, skal der foretages en ny akkreditering af uddannelsesinstitutionen.
Stk. 4.
Vil en uddannelsesinstitution oprette nye uddannelser og nye uddannelsesudbud inden for videnskabelige områder eller fagområder, som uddannelsesinstitutionen ikke udbød uddannelser inden for, da institutionsakkrediteringen blev påbegyndt, kan uddannelses- og forskningsministeren træffe afgørelse om, at godkendelsen af nye uddannelser og nye uddannelsesudbud sker, under forudsætning af at den nye uddannelse eller det nye uddannelsesudbud opnår en positiv afgørelse i forhold til kriterier for uddannelsens kvalitet.
Stk. 5.
Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om, hvilke kriterier for uddannelsens kvalitet der skal anvendes ved afgørelsen efter stk. 4.