Øl- og vinafgiftsloven § 2
§ 2
For hvert kalenderår ydes en afgiftslettelse pr. hektoliter øl (øl med et ætanolindhold på over 0,5 pct. vol.), der er fremstillet af det enkelte bryggeri.
Stk. 2.
Afgiftslettelsen afhænger af bryggeriets fremstilling af øl i det foregående kalenderår, jf. dog stk. 3. For bryggerier, der højst fremstiller 3.700 hl, reduceres afgiften med 50 pct. For bryggerier, der fremstiller over 3.700 hl, men højst 20.000 hl, reduceres afgiften med den procentsats, der fremkommer ved at dividere 168.607 med den fremstillede hektolitermængde øl og herefter tillægge 4,43. For bryggerier med en fremstilling på over 20.000 hl reduceres afgiften med den procentsats, der fremkommer ved at trække den fremstillede hektolitermængde øl divideret med 14.003 fra 14,29. Den beregnede procentsats afrundes til to decimaler efter de almindelige afrundingsregler. Der kan ikke opnås moderation for mere end 200.000 hl i det aktuelle kalenderår. For bryggerier, der har fremstillet over 200.000 hl øl i det foregående kalenderår, udgør afgiftslettelsen 0 pct.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på bryggerier, der er nystartede i det aktuelle kalenderår og derfor ikke har fremstillet øl i det foregående kalenderår.
Stk. 4.
Det er en forudsætning for afgiftslempelsen efter stk. 1-3, at bryggeriet er juridisk og økonomisk uafhængigt af andre bryggerier og ikke drives på licens.
Stk. 5.
De lettelser i afgiften, der er fastsat i stk. 1-3, finder også anvendelse for øl, der leveres fra små, uafhængige bryggerier i andre medlemsstater.