Årsregnskabsloven § 150

  1. § 150
    Er årsrapport ikke modtaget i Erhvervsstyrelsen, når fristen i § 138, stk. 1, 2. pkt., er udløbet, sender styrelsen et brev med påkrav til virksomhedens øverste ledelse på virksomhedens adresse med anmodning om at indsende virksomhedens årsrapport eller undtagelseserklæring. Tilsvarende påkravsbrev sendes til filialbestyrerne, hvis årsrapport for en udenlandsk virksomhed med registreret filial her i landet ikke er modtaget, når fristen i § 143, stk. 1, er udløbet.
  2. Stk. 2.
    I påkravsbrevet angives en frist på 8 hverdage fra brevets datering til indsendelse af årsrapport. Modtages årsrapporten eller undtagelseserklæringen i styrelsen inden udløbet af denne frist, foretager styrelsen ikke yderligere som følge af forsinkelsen.
  3. Stk. 3.
    I påkravsbrevet anføres endvidere en frist på 4 uger fra brevets datering. Herefter kan styrelsen, hvis årsrapport eller undtagelseserklæring ikke er modtaget inden udløbet af denne frist, beslutte at anmode skifteretten om at opløse virksomheden i overensstemmelse med den for virksomheden gældende lovgivning herom. Vedrører påkravsbrevet en filial af en udenlandsk virksomhed, kan styrelsen, hvis årsrapport ikke er modtaget inden udløbet af den i 1. pkt. omhandlede frist, beslutte at slette filialen af registeret i overensstemmelse med den for filialen gældende lovgivning herom. Hvis årsrapport eller undtagelseserklæring for et interessentskab eller kommanditselskab, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, ikke er modtaget inden udløbet af den frist, som er anført i 1. pkt., kan Erhvervsstyrelsen beslutte at slette registreringen af interessentskabet eller kommanditselskabet i styrelsens register over aktive selskaber efter reglerne herom i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.