Årsregnskabsloven § 144
§ 144
Er den udenlandske virksomhed en dattervirksomhed, kan filialbestyrerne i stedet for den i § 143 nævnte årsrapport indsende modervirksomhedens koncernregnskab til Erhvervsstyrelsen i henhold til § 146, stk. 5, hvis
- 1) såvel datter- som modervirksomheden henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land,
- 2) koncernregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer samt er revideret og offentliggjort efter de nævnte regler, jf. dog § 143, stk. 3,
- 3) undladelsen er i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for virksomheden,
- 4) regnskaberne for virksomheden og dens dattervirksomheder indgår ved fuld konsolidering eller ved indregning og måling til regnskabsmæssig indre værdi i modervirksomhedens koncernregnskab,
- 5) alle virksomhedsdeltagerne har erklæret sig indforstået med fremgangsmåden for det pågældende regnskabsår,
- 6) modervirksomheden har erklæret, at den indestår for dattervirksomhedens eksisterende forpligtelser og forpligtelser, som opstår i perioden, indtil dattervirksomheden har indsendt årsrapport for et senere regnskabsår og denne er modtaget og offentliggjort efter reglerne i kapitel 19 og 20 eller filialens afmelding eller sletning af styrelsens register er offentliggjort, og
- 7) modervirksomheden i sin årsrapport oplyser, at dattervirksomheden har undladt at udarbejde egen årsrapport med angivelse af den anvendte undtagelsesbestemmelse.
Stk. 2.
Henhører den udenlandske virksomhed ikke under en i stk. 1 omhandlet lovgivning, kan filialbestyrerne i stedet for den udenlandske virksomheds årsrapport til Erhvervsstyrelsen indsende modervirksomhedens koncernregnskab i henhold til § 146, stk. 5, hvis
- 1) koncernregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med det i stk. 1, nr. 2, omhandlede direktiv eller efter regler, der i det mindste er ligeværdige med reglerne i det nævnte direktiv, og som er revideret af personer, der er autoriseret i medfør af den nationale lovgivning, hvorunder modervirksomheden henhører, og
- 2) betingelserne i stk. 1, nr. 3-7, er opfyldt.