Vekselloven § 54
§ 54
Hvis der for forevisningen af en veksel eller for protests optagelse inden for de foreskrevne frister indtræder en uovervindelig hindring (indenlandsk eller udenlandsk lovforskrift eller andre tilfælde af vis major), forlænges disse frister.
Stk. 2.
Vekselindehaveren er forpligtet til uopholdelig at give sidste endossent underretning om en sådan hindring og til at gøre påtegning om denne underretning med dato og underskrift på vekslen eller en allonge; i øvrigt finder forskrifterne i § 45 anvendelse.
Stk. 3.
Så snart hindringen er ophørt, skal vekselindehaveren uopholdelig forevise vekslen til accept eller til betaling og om fornødent lade optage protest.
Stk. 4.
Vedvarer hindringen længere end tredive dage efter forfaldstiden, kan regres iværksættes, uden at forevisning eller optagelse af protest er nødvendig.
Stk. 5.
For veksler, der lyder på betaling ved sigt eller en vis tid efter sigt, regnes de tredive dage fra den dag, da vekselindehaveren har givet den sidste endossent underretning om hindringen, selv om dette er sket før forevisningsfristens udløb; for veksler, der er betalbare en vis tid efter sigt, skal de tredive dages frist forøges med den i vekslen angivne forevisningsfrist.
Stk. 6.
Som vis major anses ikke tildragelser af rent personlig natur for vekselindehaveren eller den, som han har overdraget at forevise vekslen eller at optage protesten.