Vekselloven § 46
§ 46
Bemærkningen »Regres uden omkostninger«, »uden protest« eller en anden tilsvarende bemærkning påført dokumentet og underskrevet af trassenten, en endossent eller en avalist fritager vekselindehaveren for at optage protest på grund af mangelende accept eller manglende betaling som betingelse for regres.
Stk. 2.
Ved et sådant forbehold bliver vekselindehaveren hverken fritaget for at forevise vekslen inden de foreskrevne frister eller for at give underretning, som i § 45 foreskrevet. Beviset for, at fristerne ikke er overholdt, påhviler den, der vil påberåbe sig dette over for vekselindehaveren.
Stk. 3.
Hvis forbeholdet er indsat af trassenten, har det virkning over for alle vekselskyldnere; hvis det er indsat af en endossent eller avalist, har det kun virkning over for denne. Hvis indehaveren af en veksel til trods for et af trassenten indsat forbehold optager protest, må han selv bære omkostningerne derved. Hvis forbeholdet er indsat af en endossent eller en avalist, kan omkostningerne ved protesten, om en sådan er optaget, kræves erstattet hos enhver vekselskyldner.