Varemærkeloven §§ 16-22
§ 16
Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgningen er i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk. 1 og stk. 5-8, og §§ 12-14.
Stk. 2.
Er varemærket ansøgt som et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, påser Patent- og Varemærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne om det pågældende kollektivmærkes eller garanti- eller certificeringsmærkets anvendelse ikke strider mod den offentlige orden eller sædelighed.
Stk. 3.
Finder styrelsen, at der er noget til hinder for at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, og har styrelsen fastsat en frist til berigtigelse af ansøgningen, kan ansøgeren i indtil 2 måneder fra fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.
§ 17
Patent- og Varemærkestyrelsen foretager en søgning efter ældre ansøgte og registrerede varemærker og udarbejder en søgningsrapport, der sendes til orientering til ansøgeren med en frist til at udtale sig. En søgningsrapport udarbejdes ikke, hvis ansøgeren har indgivet anmodning herom efter § 11, stk. 3.
§ 18
Hvis en frist fastsat efter § 17 er udløbet og Patent- og Varemærkestyrelsen ikke har fundet hindringer for varemærkets registrering, eller når en afgørelse om delvist afslag på ansøgningen om registrering er blevet endelig, offentliggøres ansøgningen.
§ 19
Indsigelse mod ansøgningen kan fremsættes, når ansøgningen er offentliggjort. Indsigelsen skal være begrundet og skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2 måneder fra offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.
Stk. 2.
Indsigelse efter stk. 1 kan fremsættes, under henvisning til at ansøgningen krænker en eller flere af de relative hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.
Stk. 3.
Indsigelsen kan fremsættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, og af personer eller virksomheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3. Er indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre den samme indehaver.
Stk. 4.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager om indsigelse træffe afgørelse om, at
- 1) ansøgningen opretholdes i sin helhed,
- 2) ansøgningen afslås helt eller delvis, jf. § 15, eller
- 3) ansøgningen overdrages til indehaveren af varemærkeretten efter § 5, stk. 4, nr. 2.
§ 20
Når parterne i en indsigelsessag forhandler om en mindelig løsning af sagen og indgiver en fælles anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen om udsættelse af styrelsens behandling af sagen, kan styrelsen udsætte behandlingen af sagen i mindst 2 måneder.
§ 21
I sager om indsigelser fremsat under henvisning til et ældre registreret varemærke, hvor 5-årsperioden, inden for hvilken der skal have været gjort reel brug af det ældre varemærke som fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indsigeren på anmodning fra ansøgeren dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre varemærke i løbet af den 5- årsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan indsigeren ikke dokumentere dette, tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke påstanden om krænkelse af det ældre varemærke til følge.
Stk. 2.
Er det ældre varemærke kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1, kun for at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 3.
Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket vurderes af Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.
§ 22
Enhver kan inden registreringen af et ansøgt varemærke fremsætte begrundede bemærkninger til Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte varemærke ikke bør registreres af de grunde, der er nævnt i § 16, stk. 1 og 2. Den, der fremsætter bemærkningerne, bliver ikke herved part i sagen.