Vandsektorloven § 26
§ 26
Afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør heraf meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede foreninger, organisationer og myndigheder, jf. § 27, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2.
Forsyningssekretariatets afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør heraf, kan påklages til Konkurrenceankenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel.
Stk. 3.
Vandselskabernes afgørelser om aktindsigtsspørgsmål efter lov om offentlighed i forvaltningen, jf. § 14, stk. 1, og efter lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. § 14, stk. 2, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Stk. 4.
Andre afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 5.
Klage til Konkurrenceankenævnet indgives skriftligt af de klageberettigede efter § 27 til Forsyningssekretariatet. Forsyningssekretariatet sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til Konkurrenceankenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 6.
Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til det vandselskab, der har truffet afgørelsen. Vandselskabet skal, hvis det vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 7.
Når vandselskabet videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Stk. 8.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.