Undergrundsloven § 23 j
§ 23 j
I tilfælde af udsivning eller væsentlige uregelmæssigheder, som indebærer risiko for udsivning fra et CO₂-lagringskompleks, skal rettighedshaveren straks underrette klima-, energi- og forsyningsministeren herom.
Stk. 2.
Rettighedshaveren skal træffe de nødvendige udbedrende foranstaltninger for lagringskomplekset, herunder foranstaltninger vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed. De udbedrende foranstaltninger træffes som minimum på grundlag af en plan for udbedrende foranstaltninger, jf. § 23 d, stk. 2.
Stk. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan til enhver tid anmode rettighedshaveren om at træffe de nødvendige udbedrende foranstaltninger og foranstaltninger vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed, herunder yderligere foranstaltninger end dem, der er fastlagt i en plan for udbedrende foranstaltninger, jf. § 23 d, stk. 2.
Stk. 4.
Træffer rettighedshaveren ikke de nødvendige udbedrende foranstaltninger inden rimelig tid, kan klima-, energi- og forsyningsministeren selv træffe de nødvendige udbedrende foranstaltninger og pålægge rettighedshaveren at betale omkostningerne forbundet hermed.