Udlændingeloven §§ 62f-62i

  1. § 62 f
    Personalet på et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, kan kortvarigt fastholde en uledsaget mindreårig udlænding eller føre udlændingen væk fra en situation, når det er nødvendigt for at afværge udlændingen i at ødelægge eller beskadige ting i et ikke ubetydeligt omfang.
  1. § 62 g
    Personalet på et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, kan fastholde en uledsaget mindreårig udlænding eller føre udlændingen til et andet opholdsrum m.v., når udlændingen udviser en adfærd, der er til fare for udlændingen selv, personalet eller de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet.
  1. § 62 h
    Personalet på et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, kan tilbageføre en uledsaget mindreårig udlænding, der rømmer, når udlændingen udviser en adfærd, der medfører en risiko for skade på udlændingen selv eller på andre.
  1. § 62 i
    Lederen af et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, eller den, der bemyndiges dertil, kan uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af en uledsaget mindreårig udlændings person eller opholdsrum, hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan iagttages.
  2. Stk. 2.
    Lederen af et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, eller den, der bemyndiges dertil, kan uden retskendelse beslutte at tage effekter, der findes i udlændingens besiddelse, i bevaring, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
  3. Stk. 3.
    Udlændinge- og integrationsministeren kan efter forhandling med børne- og socialministeren fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af undersøgelse af den uledsagede mindreårige udlændings person eller opholdsrum og effekter taget i bevaring i forbindelse hermed.