Udlændingeloven § 44 e

  1. § 44 e
    Kommunalbestyrelsen indberetter til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvis en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9 i, stk. 1, med henblik på at deltage i en uddannelse eller et kursus ved en uddannelsesinstitution her i landet eller efter § 9 i, stk. 2, nr. 2, med henblik på at deltage i en ph.d.-uddannelse her i landet, modtager offentlig hjælp til forsørgelse fra kommunen under sit ophold her i landet. Kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger efter 1. pkt. kan ske uden udlændingens samtykke.
  2. Stk. 2.
    Udbetaling Danmark indberetter til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvis en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9 i, stk. 1, med henblik på at deltage i en uddannelse eller et kursus ved en uddannelsesinstitution her i landet eller efter § 9 i, stk. 2, nr. 2, med henblik på at deltage i en ph.d.-uddannelse her i landet, modtager offentlig hjælp til forsørgelse fra Udbetaling Danmark under sit ophold her i landet. Udbetaling Danmarks videregivelse af oplysninger efter 1. pkt. kan ske uden udlændingens samtykke.
  3. Stk. 3.
    Kommunalbestyrelsen indberetter til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvis en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2 eller 3, eller § 9 i, stk. 2, nr. 1, eller personer, der er meddelt opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til udlændingen, modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Kommunalbestyrelsen oplyser Styrelsen for International Rekruttering og Integration om omfanget af hjælpen.