Udlændingeloven § 37 l
§ 37 l
Udlændinge- og integrationsministeren skal i særlige tilfælde fastsætte et månedligt loft over antallet af opholdstilladelser, der i medfør af § 9, stk. 1, nr. 1, litra c og d, nr. 2, litra c og d, og nr. 3, litra c og d, og § 9 c, stk. 1, kan meddeles til familiemedlemmer til herboende udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tilladelser til familiesammenføring til familiemedlemmer til herboende udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7 og 8 skal dog uanset fastsættelsen af et loft efter 1. pkt. gives, hvis dette følger af Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingestyrelsen vurderer, om en udlænding er omfattet af loftet. Udlændingestyrelsens vurdering og tilkendegivelse herom til udlændingen er ikke en afgørelse.