Tinglysningsafgiftsloven § 17
§ 17
En virksomhed kan uanset forfaldstidspunktet efter § 16 vælge at betale afgiften månedligt på egne eller kunders vegne, hvis virksomheden er registreret som månedligt betaler hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 2.
De registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, der er på 1 måned, betale afgift til told- og skatteforvaltningen for de transaktioner, der er tinglyst hos Tinglysningsretten for den pågældende afgiftsperiode. Virksomhederne skal angive afgiften. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2 og 4-8 i opkrævningsloven. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om angivelsen af afgiften.
Stk. 3.
Hvis en registreret virksomhed ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. § 11 i opkrævningsloven, kan told- og skatteforvaltningen slette registreringen af virksomheden, således at virksomheden ikke kan betale afgiften månedligt, før der er stillet sikkerhed.