Lov om sygedagpenge § 35
§ 35
Lønmodtageren skal anmelde sygefravær til arbejdsgiveren hurtigst muligt og senest 2 timer efter arbejdstids begyndelse, medmindre der i personalecirkulære el.lign. er fastsat en anden frist.
Stk. 2.
Anmeldes sygefraværet for sent, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren fra dagen efter anmeldelsesdagen. Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at lønmodtageren ikke har opfyldt kravet, eller hvis arbejdsgiveren undlader hurtigst muligt at gøre indsigelse mod for sen anmeldelse.
Stk. 3.
Et dagpengeberettiget ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse skal anmelde sygefravær til arbejdsløshedskassen på første sygefraværsdag. Anmeldes sygefraværet for sent, har medlemmet først ret til sygedagpenge fra anmeldelsesdagen. Det gælder dog ikke, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at medlemmet ikke har opfyldt kravet.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, på hvilken måde medlemmet kan anmelde sygefraværet til arbejdsløshedskassen, samt regler om arbejdsløshedskassens pligt til at vejlede ledige medlemmer om pligten til at anmelde sygefravær og om proceduren i forbindelse med medlemmets anmodning om sygedagpenge efter lovens § 38.