Lov om sygedagpenge §§ 1-10
§ 1
Formålet med denne lov er
- 1) at yde økonomisk kompensation ved fravær på grund af sygdom,
- 2) at medvirke til, at den sygemeldte genvinder sin arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og
- 3) at understøtte samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og andre relevante aktører for at nedbringe og forebygge sygefravær.
§ 2
Sygedagpenge ydes til:
- 1) Lønmodtagere.
- 2) Selvstændige erhvervsdrivende.
- 3) Ledige med ret til arbejdsløshedsdagpenge.
- 4) Personer, der har pådraget sig en arbejdsskade, som er omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Stk. 2.
Det er en betingelse for retten til sygedagpenge for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, at personen opfylder beskæftigelseskravet efter §§ 30 eller 32 eller efter § 42.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren fastsætter særlige regler om sygedagpenge til søfarende.
§ 3
Retten til sygedagpenge er betinget af, at personen har lovligt ophold her i landet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Sygedagpenge kan udbetales under ophold i udlandet, når
- 1) en person i tilknytning til en sygeperiode er på rekreationsophold med fast lægetilsyn og opholdet inden afrejsen er anbefalet af en læge af helbredsmæssige grunde,
- 2) en person er under sygebehandling og Sundhedsstyrelsen eller en sygehusmyndighed har givet tilladelse til behandlingen,
- 3) en person må udsætte hjemrejse fra et ferieophold el.lign. af helbredsmæssige grunde og dette er dokumenteret ved en lægeerklæring,
- 4) en person er udsendt af en arbejdsgiver med hjemsted her i landet til beskæftigelse i højst 1 år i udlandet og personen har indkomst, der kan beskattes i Danmark, eller
- 5) en person på baggrund af en tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.
Stk. 3.
Personer, der efter EF-forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (herefter betegnet EF-forordning nr. 1408/71), er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om de ikke har ophold her i landet, uanset om betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 4.
Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om de ikke har ophold her i landet, uanset om betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
§ 4
Retten til sygedagpenge er betinget af, at den indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget efter kapitel 17, kan beskattes i Danmark.
Stk. 2.
Sygedagpenge kan dog udbetales til personer, hvis indkomst ikke er omfattet af stk. 1, når
- 1) indkomsten kan beskattes på Færøerne eller i Grønland og
- 2) de pågældende ikke har eller ikke længere har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt efter lovgivningen for Færøerne og Grønland og de pågældende i øvrigt enten har ophold her i landet eller har ophold på Færøerne eller i Grønland og indtægten er erhvervet ved beskæftigelse her i landet eller på dansk skib.
Stk. 3.
Personer, der efter EF-forordning nr. 1408/71 er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.
Stk. 4.
Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.
Stk. 5.
Får en person udbetalt løn fra en udenlandsk arbejdsgiver under sygdom, har arbejdsgiveren ret til refusion af sygedagpenge, jf. § 54.
§ 5
Personer med ophold her i landet eller indkomst omfattet af § 4, stk. 1, kan ikke opnå sygedagpenge,
- 1) så længe de efter et andet lands lovgivning eller efter lovgivningen for Færøerne eller Grønland har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt, eller
- 2) i det omfang de efter EF-forordning nr. 1408/71 er omfattet af en anden medlemsstats lovgivning om social sikring.
§ 6
Kommunen udbetaler sygedagpenge under sygefravær. Dog udbetaler arbejdsgiveren sygedagpenge til ansatte ved sygefravær i 30 kalenderdage fra første fraværsdag, jf. kapitel 10.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om udbetaling af sygedagpenge fra arbejdsgiveren og kommunen, herunder sygedagpenge til
- 1) personer, der deltager i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset omfang, og
- 2) genansatte, jf. § 30, stk. 4, og nyansatte i nuværende beskæftigelsesforhold.
§ 7
Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.
Stk. 2.
En lønmodtager er delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, når det skønnes, at den pågældende kun kan udføre arbejdet delvis, eller når to eller flere behandlinger, der er foreskrevet af en læge eller tandlæge, medfører delvist fravær fra arbejdet. Det er en betingelse, at lønmodtagerens fravær er på mindst 4 timer pr. uge, hvori indgår befordring og ventetid ved ambulante behandlinger. Betingelsen om mindst 4 timers fravær pr. uge gælder ikke for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 120 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. En selvstændig erhvervsdrivende er delvis uarbejdsdygtig, når det skønnes, at den pågældende højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde.
Stk. 3.
Vurderingen af en persons uarbejdsdygtighed skal som udgangspunkt foretages i forhold til beskæftigelsen før sygemeldingen. Efter 3 måneders sygefravær skal vurderingen ske på grundlag af den sygemeldtes uddannelses- og beskæftigelsesområde, medmindre der er særlige grunde, der taler for andet med hensyn til tidspunktet for vurderingen.
Stk. 4.
Vurderingen af uarbejdsdygtigheden for ledige sker i forhold til det arbejdsområde, som den pågældende står til rådighed for.
Stk. 5.
Sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig, jf. dog § 53, stk. 2. Sygedagpengene kan ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Dog vil udbetalingen af sygedagpenge senest ophøre ved revurderingstidspunktet, jf. §§ 24 eller 25, medmindre betingelserne for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter §§ 27 eller 29 er opfyldt.
Stk. 6.
Sygedagpengene ophører for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 120 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når ansættelsen i fleksjobbet ophører.
§ 7 a
Arbejdsgiveren skal indkalde en sygemeldt lønmodtager til en personlig samtale om, hvordan og hvornår lønmodtageren kan vende tilbage til arbejdet. Samtalen skal holdes senest 4 uger efter den første sygedag.
Stk. 2.
Giver sygdommen eller praktiske omstændigheder ikke mulighed for en personlig samtale, holdes samtalen så vidt muligt telefonisk. Lønmodtagerens manglende medvirken i samtalen har ikke konsekvenser for retten til sygedagpenge.
Stk. 3.
Arbejdsgiveren har ikke pligt til at indkalde til samtale, hvis lønmodtageren er i opsagt stilling og fratræden sker inden 8 uger efter den første sygedag.
Stk. 4.
Der kan ved kollektiv overenskomst eller aftale fastsættes retningslinjer for afholdelsen af de personlige samtaler, der er nævnt i stk. 1, herunder retningslinjer, der fraviger stk. 2, 1. pkt., og stk. 3.
§ 7 b
Den sygemeldte lønmodtager kan anmode om at få udarbejdet en fastholdelsesplan, hvis lønmodtageren ikke forventes at vende tilbage til arbejdet inden 8 uger regnet fra første sygedag. Arbejdsgiveren og lønmodtageren udarbejder fastholdelsesplanen sammen. Planen beskriver, hvordan lønmodtageren hurtigst muligt kan vende helt eller delvis tilbage til arbejdspladsen. Lønmodtageren kan når som helst i sygeforløbet anmode om, at der udarbejdes en fastholdelsesplan.
Stk. 2.
Hvis arbejdsgiveren vurderer, at der ikke skal udarbejdes en fastholdelsesplan, kan arbejdsgiveren afslå det.
Stk. 3.
Hvis den syge lønmodtager har fået udarbejdet en fastholdelsesplan, skal lønmodtageren tage planen med til første opfølgningssamtale hos kommunen, efter at planen er udarbejdet.
Stk. 4.
Der kan ved kollektiv overenskomst eller aftale fastsættes retningslinjer for udarbejdelse af en fastholdelsesplan som nævnt i stk. 1.
§ 7 c
En arbejdsgiver, der ikke forventer, at lønmodtageren vil blive fuldt ud raskmeldt inden for 8 uger regnet fra første fraværsdag, kan inden for de første 5 uger af fraværet anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning, jf. § 13 b, stk. 2.
Stk. 2.
En arbejdsgivers anmodning efter stk. 1 om tidlig opfølgning skal ske via Nemrefusion. I forbindelse med anmodningen om tidlig opfølgning kan arbejdsgiveren vælge at oplyse kommunen om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde.
Stk. 3.
En arbejdsgiver, der fremsætter anmodning efter stk. 1 om, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning, skal fortsat anmelde fraværet efter reglerne i § 40. Arbejdsgiveren har mulighed for at anmelde fraværet, i forbindelse med at arbejdsgiveren anmoder kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning.
§ 7 d
Lønmodtageren skal ved et underretningsbrev fra Nemrefusion orienteres om arbejdsgiverens anmodning om tidlig opfølgning efter § 7 c, stk. 1, og om de oplysninger, arbejdsgiveren har afgivet i denne forbindelse.
Stk. 2.
Lønmodtageren kan modsætte sig, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning efter § 7 c. Herefter sker opfølgningen senest inden udgangen af ottende uge regnet fra første fraværsdag, jf. § 13 b, stk. 3.
Stk. 3.
Er den sygemeldte indforstået med, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning, oplyser den sygemeldte kommunen om sygdommens betydning for den sygemeldtes mulighed for at arbejde, medmindre arbejdsgiveren allerede efter den sygemeldtes opfattelse har givet fyldestgørende oplysninger herom, jf. § 7 c, stk. 2.
§ 7 e
En sygemeldt, der ikke forventer at blive fuldt ud raskmeldt inden for 8 uger efter første fraværsdag, kan anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning.
§ 8
Kommunen skal i løbende sygedagpengesager, hvor kommunen ikke har modtaget en raskmelding, tilrettelægge og gennemføre et individuelt og fleksibelt opfølgningsforløb under hensyn til sygdommens karakter og sygemeldtes behov og forudsætninger. Kommunen skal inddrage den sygemeldte i opfølgningen.
Stk. 2.
Indsatsen skal være sammenhængende og helhedsorienteret, og kommunen skal koordinere den kommunale indsats med indsatsen fra andre, jf. § 9.
Stk. 3.
Kommunen skal som led i opfølgningsforløbet, uanset om der er tale om en hel eller delvis sygemelding, indhente oplysningsskema, visitere, holde samtale og foretage en samlet vurdering af behov for indsats m.v. og iværksætte den relevante indsats, herunder fremme gradvis tilbagevenden til arbejde, jf. §§ 11-17.
Stk. 4.
For sygemeldte med livstruende, alvorlig sygdom med ret til sygedagpenge efter § 24 a, stk. 6, eller § 24 b, stk. 1, anvendes reglerne i § 10 a.
§ 9
Kommunen skal efter behov inddrage relevante aktører i opfølgningen, herunder arbejdsplads, læge, arbejdsløshedskasse, faglig organisation, revalideringsinstitutioner, sygehuse og sygehusafdelinger. Kommunen skal have fokus på at udvikle samarbejdet med de praktiserende læger og med arbejdspladserne.
Stk. 2.
Kommunen skal som led i samarbejdet informere arbejdspladsen om relevante initiativer, som kommunen igangsætter for den sygemeldte, f.eks. virksomhedspraktik, anden revalidering, fleksjob eller førtidspension. Informationen forudsætter samtykke fra den sygemeldte.
§ 10
Kommunen skal løbende, herunder ved anmeldelsen, visitationen og ved hver opfølgning, vurdere, om betingelserne for at modtage sygedagpenge er til stede, samt om der foreligger hel eller delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om opfølgningen, herunder om frister og sagsgange for tilvejebringelse af lægeattester til brug for den første opfølgning og om udsendelse af oplysningsskema i forbindelse med anmodning om iværksættelse af en tidlig opfølgning, jf. §§ 7 c og 7 e.