Strandingsloven § 13

  1. § 13
    Melder ejeren sig ikke inden udløbet af den i bekendtgørelsen satte frist, tilfalder det bjærgede efter fradrag af omkostninger og bjærgeløn forstrandsejeren; i de tilfælde, hvor bjærgningen alene tilkommer strandfogden, tilfalder dog udenfor de private forstrande 10 pct. af statens nettoudbytte af det bjærgede vedkommende bjærgelav, hvor sådant findes. Bjærgerne har valget mellem som bjærgeløn at få udbetalt en tredjedel af det ved godsets salg indkomne beløb med fradrag af de omkostninger, der ikke påhviler dem som en del af selve bjærgningsarbejdet, og at få bjærgelønnen fastsat efter reglerne i sølovens kap. 9. I sidste fald bliver, hvor forstrandsretten tilhører staten, amtmanden at stævne på det offentliges vegne.
  2. Stk. 2.
    Salget af godset sker efter reglerne i § 11; dog kan den private forstrandsejer og bjærgerne enes om at afholde omkostningerne og derefter dele godset. For statens forstrandes vedkommende skal det, såfremt bjærgerne vælger i bjærgeløn at få udbetalt en tredjedel, fremdeles som hidtil stå dem åbent at forlange, at deres part udlægges dem in natura efter taksation af uvillige af retten på deres bekostning udmeldte mænd, for så vidt politimesteren finder, at en hertil sigtende deling af det bjærgede gods lader sig iværksætte, uden at dette derved taber i værdi.
  3. Stk. 3.
    Omkostningernes fordeling mellem bjærgere og forstrandsejer afgøres af amtmanden. Kan bjærgerne ikke enes om bjærgelønnens fordeling, forholdes efter sølovens § 228.