Sommerhusloven § 10
§ 10
Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige forhold, der er i strid med denne lov. Består forholdet i en ulovlig brug, påhviler pligten tillige brugeren.
Stk. 2.
De i § 10 a, stk. 1 og 2, nævnte myndigheder kan på ejerens bekostning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade påbuddet aflyse fra tingbogen.
Stk. 3.
Efterkommer ejeren eller brugeren ikke et af vedkommende myndighed meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges ejeren eller brugeren inden en fastsat tidsfrist under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.
Stk. 4.
Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan vedkommende myndighed foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på ejerens bekostning.