Solidaritetsbidragsloven
Lov om et midlertidigt solidaritetsbidrag

Kapitel 1 Formål og anvendelsesområde

  1. § 1
    Loven supplerer og gennemfører bestemmelserne om et midlertidigt solidaritetsbidrag i kapitel III i Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser, jf. bilag 1 til denne lov.
  1. § 2
    Pligt til at svare det midlertidige solidaritetsbidrag påhviler selskaber med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, der er skattepligtige efter kulbrinteskatteloven eller selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a. Det er en betingelse, at mindst 75 pct. af den skattepligtige omsætning i indkomståret 2023 hidrører fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006.

Kapitel 2 Beregningsgrundlag og sats

  1. § 3
    Beregningsgrundlaget for det midlertidige solidaritetsbidrag er selskabets eller det faste driftssteds skattepligtige overskud opgjort før eventuel sambeskatning efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 og selskabsskattelovens afsnit III i indkomståret 2023. Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget medregnes dog ikke nettogevinsten eller -tabet på finansielle kontrakter, der er indgået med henblik på at imødegå risikoen for prisudsving på selskabets leverancer, som ikke er realiseret ved indkomstårets udløb, og som lagerbeskattes efter kursgevinstlovens § 33, stk. 1. Er indkomståret 2023 kortere eller længere end 12 måneder, omregnes beregningsgrundlaget efter 1. og 2. pkt., således at det kommer til at svare til beløbet i en 12-månedersperiode. Beregningsgrundlaget for et indkomstår, der er kortere end 12 måneder, omregnes ikke efter 3. pkt., hvis skattepligten kun har bestået i en del af den 12-månedersperiode, der ellers ville have udgjort indkomståret, og selskabets eller det faste driftssteds aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne i resten af perioden har været ejet af et selskab eller et fast driftssted, der er omfattet af § 2.
  2. Stk. 2.
    Beregningsgrundlaget opgjort efter stk. 1 reduceres med selskabets eller det faste driftssteds gennemsnitlige skattepligtige overskud før eventuel sambeskatning efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 og selskabsskattelovens afsnit III i de 4 første indkomstår påbegyndt den 1. januar 2018 eller senere med tillæg af 20 pct. Udviser den skattepligtige indkomst i et af de i 1. pkt. nævnte indkomstår underskud, og er dette underskud helt eller delvis fratrukket ved opgørelsen af selskabets eller det faste driftssteds skattepligtige indkomst i et andet af de i 1. pkt. nævnte indkomstår, skal indkomsten i sidstnævnte indkomstår forhøjes med det fratrukne underskudsbeløb ved opgørelsen efter 1. pkt. Udgør de i 1. pkt. nævnte indkomstår en periode, der er kortere eller længere end 48 måneder, omregnes det samlede skattepligtige overskud i de 4 indkomstår til en periode på 48 måneder, før det gennemsnitlige skattepligtige overskud opgøres. Beregningsgrundlaget reduceres ikke, hvis det gennemsnitlige skattepligtige overskud opgjort efter 1.-3. pkt. er negativt. Er indkomståret 2023 kortere end 12 måneder, og skal der efter stk. 1, 4. pkt., ikke ske en omregning af beregningsgrundlaget, så det svarer til beløbet i en 12-månedersperiode, reduceres det gennemsnitlige overskud forholdsmæssigt, før beregningsgrundlaget reduceres efter 1. pkt.
  1. § 4
    Det midlertidige solidaritetsbidrag svares med 33 pct. af beregningsgrundlaget efter § 3.

Kapitel 3 Ansættelse og opkrævning m.v.

  1. § 5
    Skattelovgivningens almindelige regler om afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen, skatteansættelse, klage, kontrol og opkrævning m.v., herunder de tilknyttede straffebestemmelser, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til det midlertidige solidaritetsbidrag med de ændringer, der følger af denne lov.
  1. § 6
    Det midlertidige solidaritetsbidrag svares med foreløbige beløb i to rater, som forfalder til betaling den 1. oktober 2023 (første rate) og den 1. i den anden måned efter fristen for afgivelse af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 (anden rate). Sidste rettidige betalingsdag er den 20. i forfaldsmåneden.
  2. Stk. 2.
    Told- og skatteforvaltningen fastsætter de foreløbige beløb, der så vidt muligt skal svare til det midlertidige solidaritetsbidrag, der fastsættes efter indkomstårets udløb. Ved fastsættelsen af første rate af det foreløbige midlertidige solidaritetsbidrag lægges selskabets eller det faste driftssteds oplysninger efter § 7 til grund, i det omfang told- og skatteforvaltningen finder oplysningerne tilstrækkeligt sandsynliggjort. Første rate udgør halvdelen af det forventede midlertidige solidaritetsbidrag. Anden rate fastsættes på grundlag af oplysningerne, som er afgivet til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, således at summen af første og anden rate udgør det midlertidige solidaritetsbidrag. Hvis anden rate beregnet på dette grundlag er større end første rate, betales et tillæg på 2 pct. af forskelsbeløbet mellem første og anden rate. Er anden rate mindre end første rate, tilkommer der den skattepligtige en godtgørelse på 2 pct. af forskelsbeløbet. Tillæg eller godtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen.
  3. Stk. 3.
    Må det efter told- og skatteforvaltningens skøn antages, at det foreløbigt beregnede midlertidige solidaritetsbidrag vil være væsentlig større end det endelige midlertidige solidaritetsbidrag, skal der efter selskabets eller det faste driftssteds begæring herom ske hel eller delvis tilbagebetaling af første rate af det foreløbigt beregnede bidrag.
  4. Stk. 4.
    Er et beløb, som den skattepligtige efter stk. 1 skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal selskabet eller det faste driftssted betale en rente i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Rentebeløbet tilfalder statskassen.
  1. § 7
    Selskaber og faste driftssteder omfattet af § 2 skal til brug ved beregning og opkrævning af det foreløbige midlertidige solidaritetsbidrag give told- og skatteforvaltningen oplysning om det forventede beregningsgrundlag efter § 3. Told- og skatteforvaltningen udfærdiger skemaer, hvorpå oplysningerne gives senest den 1. juli 2023. Foreligger behørigt forskudsskema ikke inden den i 2. pkt. nævnte frist, fastlægges det forventede beregningsgrundlag skønsmæssigt.
  1. § 8
    Afviger det endeligt ansatte midlertidige solidaritetsbidrag fra det foreløbigt beregnede midlertidige solidaritetsbidrag, skal der ske en efterbetaling eller tilbagebetaling af dette beløb. Beløbet tillægges en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 2 pct., beregnet fra forfaldsdagen for den anden foreløbige rate, jf. § 6, stk. 1, indtil efterbetalingsbeløbet forfalder til betaling, eller indtil tilbagebetaling sker. Rentebeløbet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  2. Stk. 2.
    Efterbetalingsbeløbet forfalder til betaling den 1. i den anden måned, efter at der er givet underretning om ansættelsen med betalingsfrist til den 20. i forfaldsmåneden. Reglerne i § 6, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
  3. Stk. 3.
    Tilbagebetaling sker inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter, at der er givet underretning om ansættelsen. Forinden udbetaling modregnes eventuelle skatterestancer med påløbne renter.

Kapitel 4 Anvendelse af provenuet

  1. § 9
    Det midlertidige solidaritetsbidrag tilfalder staten.
  2. Stk. 2.
    Staten anvender provenuet fra det midlertidige solidaritetsbidrag i overensstemmelse med reglerne i artikel 17 i Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser.

Kapitel 5 Ikrafttræden

  1. § 10
    Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Kapitel 6 Ændringer i anden lovgivning

  1. § 11
    I lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, jf. lovbekendtgørelse nr. 1886 af 1. oktober 2021, foretages følgende ændring: