Skattekontrolloven §§ 85-89
§ 85
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 86
I sager om overtrædelse af bestemmelserne i kapitel 9, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen i et bødeforelæg tilkendegive den sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale den i bødeforelægget angivne bøde.
Stk. 2.
Retsplejelovens § 834 om indholdet af et anklageskrift finder anvendelse på tilkendegivelsen efter stk. 1.
Stk. 3.
Vedtager sigtede bøden, bortfalder videre strafferetlig forfølgning. Vedtagelsen har samme gentagelsesvirkning som en dom.
Stk. 4.
Bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves af told- og skatteforvaltningen.
§ 87
Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.
§ 88
I sager om overtrædelse af §§ 82-84 a, der kan afgøres administrativt, jf. § 86, finder § 752, stk. 1, i retsplejeloven anvendelse.
Stk. 2.
En sigtet uden forsvarer i en sag, der kan afgøres administrativt, har samme ret til aktindsigt i sin egen sag, som en forsvarer har efter § 3 i lov om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag.
§ 89
I sager om overtrædelse af §§ 82 og 83 og straffelovens § 289, der indbringes for retten af anklagemyndigheden, kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89.