Søloven § 35
§ 35
Udslettelse af registrerede rettigheder kan foretages, såfremt der foreligger skriftligt samtykke fra den, der i registret står indført som berettiget, eller bevis for, at retten er bortfaldet ifølge sit indhold eller ved dom eller anden retsafgørelse.
Stk. 2.
Til udslettelse af pantebreve, som er omsætningspapirer, kræves fremlæggelse af pantebrevet i kvitteret stand, bevis for mortifikation eller ophør ifølge retsbeslutning. Pantebreve, som er udstedt i digital form, underpantsætning af digitale ejerpantebreve og pantebreve til statskassen og de af staten etablerede låneinstitutioner kan dog udslettes mod kvittering fra den, der er berettiget ifølge skibsregisteret.